VANDRERUTE Store Dyrehaves parforcejagtstier (13 km rundtur)


Det er noget værre bøvl at finde en skiltet rute i Store Dyrehave – men der ER altså en fin en på 13 km med prægtige parforcejagtstier og en sjælden vrangebøg undervejs

Selvom Store Dyrehave ligger tæt på os, er det vores første vandretur her. Her ligger en rundtur på 13 km markeret med gule prikker på træerne.

Startsted og parkering

Hvordan er skiltningen?

Den er bum-bum, så overvej at tage kortet med på mobilen (deler det nedenfor). Ruten ville have gavn af en runde mere med den gule spray. Et af problemerne er, at der ikke er svingpile alle steder, og en prik kan som bekendt ikke pege… Ved Raagardshus er det særligt svært at finde vej. Vi konsulterede kortet fire-fem gange i løbet af turen. Ruten er ikke at finde hverken på det fysiske kort ved parkeringspladsen eller i vandretursfoldere – håber guiden her lokker flere af sted.

Oplev Nordsjællands parforcejagtlandskab

De gule prikker i Store Dyrehave er en klassisk skovrute. Det særlige ved denne vandrerute er, at du vandrer i det nordsjællandske parforcejagtlandskab, som er på Unescos verdensarvsliste. Du kommer undervejs to gange til syvstjernen – stedet, hvor syv skovveje mødes. Under parforcejagten stod kongen lige her og drak og spiste, alt imens hans jægere jagtede et udvalgt dyr helt til udmattelse. Kongen havde god udsigt til jagten ned ad de lange, lige skovstier. Når dyret dejsede om, kunne kongen nedlægge det med et enkelt stik i hjertet.

Hulen under træet

Undervejs på ruten komme du til en særlig bøg – nemlig en vrangebøg, der præcis som navnet siger ligner en bog, der er vendt på vrangen. Dens grene kupler sig nedad, og inde under kronen er det som at være i en hule. Vrangebøgen hedder Karens bøg.

Det er en genetisk fejl i træet, der giver den mærkværdige vækst.

Er der vandposter undervejs?

Ved Rågårdshus er der lejrplads og vandpost:

Hvilke andre ruter er der i Store Dyrehave?

Parkerer du på parkeringspladsen ved Overdrevsvej, kan du vælge mellem fire løberuter i Store Dyrehave, som også sagtens kan vandres. Ruterne er 2, 6, 10 og 21 km rundture. Vi har ikke prøvet dem endnu, men du kan læse mere om dem i folderen om Store Dyrehave

Se de gule prikker i Store Dyrehave på et kort

Her kan du se kortet over de gule prikker i Store Dyrehave og nemt få det ind på din mobil, så du kan se hvor du selv er som en blå prik på kortet. Det er en god ide med kortet på mobilen, for skiltningen er ikke optimal.

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket her til vandreruten i Store Dyrehave – du er den blå prik på kortet.

MERE OM DANMARK

Sove i telt på stranden i Sverige - allemannsretten