VANDRERUTE Rundt om vulkanen Chinyero (20 km A til B)


Her er en vandring, der giver dig den kulsorte vulkan Chinyero og det særprægede lavalandskab omkring

Chinyero special natural reserve på Tenerife er værd at opleve! Oplagt som dagstur, hvis du bor i Santiago del Teide eller som udflugt, hvis du har bil.

Hvor starter ruten?

I bjergbyen Santiago del Teide. Derfra vandrer du til vulkanen Chinyero og videre til landsbyen Ruigomez, hvor der går bus direkte tilbage til Santiago del Teide.

Hvor lang og hvor krævende er ruten?

Ruten er samlet 19 km, og terrænet er forholdsvis blidt for Tenerife at være – ingen vanvittige stigninger eller nedstigninger:-)

Hvilke oplevelser er der undervejs?

Lava! Hårde vulkanske klippestykker og bløde fyrreskove. Udsigter til nabøen La Gomera. Solsvedne stammer. Det er en meget afvekslende og superinteressant tur. Efter Chinyero kommer du til dette totalt imponerende landskab ved Arenas Negras:

Pause ved El Calvario – Golgata.

Er der mange mennesker?

Den første del af ruten fra Santiago del Teide og ud til cirkelstien rundt om vulkanen Chinyero var helt øde, da vi vandrede den. Alene i vandreverden.

Cirkelstien rundt om Chinyero er til sammenligning temmelig befærdet – vi mødte i alt cirka 40 på gåtur 1. juledag. Det er fuldt berettiget, at så mange gerne vil opleve vulkanen Chinyero. Efter cirklen drejer vores rute fra til San José de Los Llanos, og der er igen totalt ro og fred.

Hvordan kommer man tilbage til start?

Ruten slutter i Ruigomez. Derfra kører bus 460 lige tilbage til Santiago del Teide. Det tager 11 minutter og koster 10 kroner. Du kan også vælge at vandre ruten som en ballonform, hvor du efter cirkelturen rundt om Chinyero går tilbage ad samme sti, du kom fra – så går du dog glip af Arenas Negras.

Se ruten på et kort

Ruten er ikke skiltet, så brug vores GPS-kort her.

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket her til vandreruten rundt om Chinyero – du er den blå prik på kortet.

MERE OM SPANIEN