INDBLIK Vandrefuglene trækker sydpå

Ørkenens pilgrimme

Dag 1 Faro de Maspalomas – Finca Tomás y Puri 22 km

Denne camino starter så langt fra som planlagt! Da vi står op efter en god nats søvn, fatter vi hvor, vi egentlig er havnet, da vi ankom sent i aftes: I Playa Inglés fem km fra caminoens startsted ved fyret i Maspalomas! For f….. da også!!! Vi beslutter enigt og uden at tøve, at så må vi gå de fem km ekstra til start. Det, der på kortet ligner en park, vi skal igennem, viser sig dog at være en ørken: Dunas de Maspalomas, vi ikke anede fandtes! Og turen til start er direkte gennem ørkenen – halvanden time på bare tæer i løst sand!!

Sindets tørkeperioder

Det er hårdt, og jeg tænker hvor meget det egentlig minder om min hverdag ind imellem: Perioderne, hvor humøret og energien er lav, og hvor jeg tager mere på vej end ellers og er sværere at begejstre end ellers. Den humørmæssige ørken, som starter lige så pludseligt som den slutter, og solen skinner i sindet igen.

Vi får det meste sand ud af vandresokkerne. Morgensolen skinner over Maspalomas fyr, da vi to timer og to hamburgere senere endelig er klar til vores første dag på Camino de Santiago Gran Canaria.

Torben er gentleman nok til ikke at kommentere den kiksede placering af vores første overnatning. Men gjiiiii, for en start.

Bagsiden af Maspalomas

De første fem km ud af fornemme Maspalomas går langs en udtørret flodseng. Det må være år siden der har været vand her! Efter den tørre flod finder vi første tegn overhovedet på, at vi er på caminoen: En gul pil på et træ.

De næste fem km går forbi Maspalomas udørken, med et aktivt stenbrud og masser af skrald. En udbrændt bil, et forladt pariserhjul, lummer graffiti og hele to forladte guldmøbler understreger stemningen.

Farvel til grønne Tenerife, vi vandrede i går og goddag til et landskab, der ligner, hvad vi forestiller os om Arizona. Støv, rødbrune bjergkamme og en grusvej, der fortsætter i det uendelige. Landskabet får en til at tænke: “Jeg må være tørstig!”, også når man ikke er det endnu.

En smuk akvædukt virker næsten som et umuligt bygningsværk her, hvor det er svært at tro på vand.

Her er så tørt, at selv kaktusserne må give fortabt. En kondiløber passerer os opad, men senere mister vi ham af syne. “Vi finder ham sikkert i vejkanten om lidt, dehydreret som en menneskelig rosin”.

Helt dehydrerede er vi ikke, for vi skal begge tisse. Hvis man er tørstig nok, giver det så egentlig mening at tisse i en flaske og drikke det?!? Så tørstige er vi ikke! Vi tisser i stedet, mens vi funderer over, om der nu vil komme en magisk grøn plet lige her?!!

Solen bager ubønhørligt, vi må supplere med ekstra solcreme. Det er “kun” 22 grader, men føles som meget, meget mere. Der står en sky af støv op fra vores fødder, da vi snører skoene op ved første pause.

Det slider mentalt, at vi er startet med seks ørkenkilometer ekstra, og at området er så ensformigt. Bevares, kløften er smuk, men rigtig fint bliver det altså først, da vi efter nogle timer skal bare lidt opad, og havet pludselig kommer til syne.

Turismens triste fodspor

Et skilt fortæller os, at der er en km til landsbyen Arteara. Umuligt! Vi ser intet andet end støv, sten og blå himmel. Men jo, der kommer den. En lovet vandpost viser sig dog at være turismens onde bagside: En kamelpark med fortættet dårlig stemning og dyr, vi ikke kan tro har det særlig godt. Ja, kameler er ørkenens skibe, og kan sikkert klare meget. Men dette? Tur efter tur i solen, belæsset med turister??

Et godt tip: Drop at købe vand hos kamelparken og vælg økostedet bagved, hvis det er åbent.

Et par km senere drejer vi kort fra caminoen for ENDELIG efter i alt 29 km at finde vores første overnatningssted: Finca Tomás y Puri. Himmelen!!!!! Intet mindre. Mellem appelsinlundene og omfavnet af bjergene hopper vi i den lille iskolde pool og nyder hvert sekund.

Klokken 20 er der fisk og skaldyr. Solen bager og det er dagen og vejret til håndvask.

Fra ørkenen til himmelen

Dag 2 Finca Tomás y Puri til Tunte 9 km

Her kunne vi bygge og bo.

Efter en lidt skeptisk start på vores Camino de Santiago de Gran Canaria igår, vinder ruten os i den grad i dag. Vi er nået til den mere beboede del af Fatagakløften, vi vandrer i. Her er appelsingårde og olivengårde naboer. Små oaser af grønt afspejler menneskers tilstedeværelse og ihærdige indsats for at få livet til at gro. Der er en drypslange for hver gang, der er noget grønt. Gad vide, hvorfor vi overhovedet har behov for noget grønt, når vi kommer fra Danmark, af alle steder?

Vi er noget ramt af tømmermænd i dag, og Torben kan ikke dy sig for at give mig et lille puf: “Jeg skulle bare lige se, om du faktisk går så langsomt, at du er ved at vælte…”

Vi mødte tre unge finner i aftes hos Tomás y Puri. De ankom i mørket efter solnedgang (den går ned bag bjerget allerede 17:11). De tre var tilbage fra klatring på en af de stejle klippesider, vi har set i dag. Superhyggeligt møde og mange fælles interesser. PS: Det er ikke de unges skyld, at vi har tømmermænd…

Benzindunst og kaffeduft

Selvom dagen er kort, slår vi os ned på dagens (og hele denne caminos) første bar.

Herlig placering som nabo til tankstationen DISA. Benzindunsten møder den intenst gode kaffeduft. Her får vi første stempel i vores pilgrimspas. Vi fik aldrig et stempel ved start i Maspalomas, for der var absolut ingen indikation af, at her startede en camino.

På tanken oplever vi et af de i Danmark for længst forsvundne jobs: Tankpasser (altså som faktisk fylder på bilen…)

Hjemmefra har det været svært at vide, om de forskellige steder på Google maps er byer eller ej. Men Fataga er i hvert fald en pittoresk landsby, der med god grund tiltrækker mange dagsturister. Den ligger i praksis 25 km fra caminoens start, men vi er ovenud tilfredse med, at vi igår stoppede midt i ingenting efter 22 km og blev forkælet på Tomás og Puris vidunderlige finca.

Vi vandrer kun cirka 200 meter gennem Fataga før næste bar, og nu er turismen mere end tydelig. Baren er på Insta! Vi får to fremragende smoothies (lidt godt skal der i kroppen igen…)

Ligesom alle andre tager vi en slentretur gennem de idylliske, snævre stræder. For der er som regel en grund til, at en attraktion bliver en attraktion.

Udekøkken i garagerne

Vi nyder synet af garagekøkkenerne i de små flækker. Vippeporten står åben, og der viser sig at være indrettet komplet udekøkken i skyggen her…

Dagens mål er byen Tunte, siger vi nu med sikkerhed, men byen hedder til al forvirring også San Bartolomé de La Tirajana. Og det tror vi også, flere af nabobyerne hedder! Nå. Tunte er en overordentlig caminoglad by med malede røde caminokors overalt

Her er Tarta de Santiago i hver bar og Buen camino-graffiti på torvet. Vi er så velkomne som pilgrimme.

Her får vi endnu et stempel i pilgrimspasset på turistkontoret, der til gengæld ingen info har om Camino de Santiago! Det er kommunen, der har information om den, er beskeden. Og kommunen er lukket. Nuvel, vi er her jo, og vi mangler intet, men var bare nysgerrige. Skiltningen med de gule pile har indtil videre været genial bortset fra de første fem kilometer ud af Maspalomas, der ikke er skiltet.

Med så sparsom info, der findes om denne camino, undrer det os i hvert fald ikke, at vi endnu ikke har mødt nogen pilgrimme overhovedet. Denne camino har alt, undtagen pilgrimme.

Alle byens tre restauranter ligner turistfælder, og vi vælger en. Her bliver vi mætte, om end ikke begejstrede. Overstadig ovenpå en dejlig caminodag slutter jeg ned at lave en Chili-Claus på mig selv:

Maven føles stadig chililun, da vi kryber til tops på hemsen derhjemme.

Tunte – tosset med caminoen

Dag 3 Tunte via Roque Nublo og Tejeda til Mountain Hostel Finca La Isa 26 km

Farvel til vores superfine lejlighed i Tunte, hvor der faktisk er plads til seks pilgrimme, hvis der ellers var flere end os to…

Vi lægger vejen forbi Tuntes bager og drikker morgenkaffen klokken 07:00 sammen med skraldemændene, der er på vej af sted. Bageriet har været drevet her siden 1948. Morgenmaden bliver en lun croissant i episk størrelse og uden tvivl bagt på smør.

Det er op-op-op fra start. Før vi overhovedet er tilbage ved caminoskiltet, er det 900 meter opad gennem byen. Og derefter mere op – den smukke af slagsen med solopgangen over dalen. Stien er anlagt, og vi gætter det må være en gammel postrute eller transportvej af en art. Vi er alene i verden og hjemme i hinanden.

Højdeskræk i sigte

Vi kigger op på de rød-brune tinder, der er så klassiske for denne camino. Og især Torben spørger sig selv, hvor stejlt det mon vil blive? “Men det er jo en camino, så en dødsrute er det nok trods alt ikke,” konstaterer han på sin vante tørre facon.

Og dog. Ikke langt videre oppe ad stien er bjergudsigterne vidde, toppene høje, kløfterne dybe og stien efter hans højdeskræks standarder smal.

Vi glider ind i vores faste roller: Jeg foran – beroligende og opbakkende, han stille og koncentreret bagved. Jeg kan sagtens se optisk, hvad der kan give højdeskræk her, men jeg har den bare ikke. Vi snørkler os op sammen, og jeg er p…..stolt af, hvor langt vi er nået i vores samarbejde efter det ene bjergtop efter den anden.

Der er do’s and don’ts, når du er makker til en med højdeskræk. Frem for alt handler det om at anerkende, respektere og forsøge at se stien med den andens øjne for at kunne støtte. Og du kan godt flytte på din egen højdeskræk, hvis du vil det nok. Som fx i dag for at kunne vandre Gran Canarias Camino de Santiago. Inden for det rimeliges grænser hjælper det at komme igennem frem for at vende om. Stairway to heaven.

Fra ørkenagtige syd til frodige nord

Efter de høje tinder er vi pludselig i en kølig, velduftende fyrreskov. Gran Canarias golde, ørkenagtige syd er blevet til frodige, grønne nord. Vi er vant til, at trægrænsen er noget, man går op over og forbi, her er det nærmest omvendt. Vi er oppe og omfavnet af træer.

I skoven ligger adskillige naturcampingpladser. Her møder vi et ungt fransk par, der har større rygsække end os. De spørger, om vi ved hvor man kan købe ris? Det ved vi godt ti bjergrige kilometer tilbage, men det er en ringe hjælp. I stedet giver vi dem et af vores brød og et posemåltid.

Her ved campingpladsen Garañon deler caminoen sig: Den klassiske rute går direkte til bjergbyen Cruz de Tejeda. Variante Tejeda går rundt om den ikoniske klippe Roque Nublo og via byen Tejeda videre til Cruz de Tejeda, Varianten er en omvej på cirka 12 km, og den tager vi. Her er ruten pludselig ikke skiltet med pile, men det er nemt at følge træskilte og GPS.

Tosomhed – tohundredesomhed!

På vej til Roque Nublo bliver tosomhed til tohundredesomhed som med et brag. Vi vandrer i gåsegang til denne næsten magnetiske klippe, og må erkende, at stedet ikke uden grund er øens måske største attraktion. Camino de Santiago krydser turismens spor. Sådan er det bare på denne rute. Udsigterne er det værd! Glimtene af turisme er korte øjeblikke.

I mylderet af turister ser vi pludselig to kendte ansigter: De overmåde søde franskmænd. De er på en tre år lang rejse, og er sejlet til de kanariske øer fra Portugal. Det tager fem dage – man giver lidt til benzin, hjælper til som gast, og får mad og logi undervejs. På deres rejse skifter de mellem at cykle, klatre og vandre. De har båret et kilo ris herop, men der var dyr i – derfor sulten og taknemmeligheden, fordi vi delte vores mad med dem…

Det siger sig selv, at går det op, går det også ned. Her er jeg som altid langsom og forsigtig. Bryder mig meget lidt om løst grus på stejle sten, og det er her en del af. “Det er da klart, du er nervøs, når du går her i de der gamle badetøfler”, driller Torben med hentydning til mine fremragende Hoka-sko, der faktisk er slidt godt flade nu. Kort efter hører jeg den umiskendelige lyd af en vandrer, der mister fodfæstet lige foran mig, ser begge hans ben ryge til siden og derefter en vild redning med vandrestavene. Nemesis?

Spaniens smukkeste landsby?

Efter frokost griner vi ved turen ind til byen Tejeda, hvor en eller anden ansat på det lokale turistkontor i et anfald af storhedsvanvid har lavet nogle kæmpe skilte, der proklamerer indgangen til Spaniens smukkeste landsby. Vi når dog ikke langt ad den snoede hovedgade gennem byen med panoramaudsigter til bjergkæden overfor, før vi må give os. Tejeda er ved gud grød vanvittigt smuk!

Fra Tejeda har vi blot en halv time mere til fods til Mountain Hostel Finca La Isa.

Et endog meget hippiet sted, hvor vi ikke vælger den lokale weed, men til gengæld tilbringer solnedgangen over bjergene med den varmeste, mest sympatiske børnepsykolog fra Prag.

Til den fælles aftensmad sidder vi bænket ved langbordet i dejligt selskab. Vandresulten har sat ind, og vi nyder salat, dahl og krydret mandarinkage til fulde.

Mountain Hostel Finca La Isa er måske det nærmeste, denne camino kommer et herberg. Godt nok er vi de eneste pilgrimme, men alle kommer hjem fra en dag med det, de bedst kan lide at lave – om det så er meditation, vandring, cykling eller klatring.

Himmelske udsigter hos hippierne

Dag 4 Mountain Hostel Finca La Isa til Gáldar 25 km

Vi er oppe tidligt nok til at se morgenens røde lys liste hen over bjergene, og når frem til minibyen Cruz de Tejeda, før baren åbner.

Stille er her dog ikke: Høns og haner vrimler rundt i gaderne og kagler fra træerne over os. Vi gætter, at der næppe er ræve på Gran Canaria!

Heldigvis viser bod 12 på byens marked sig at være drevet af et morgenmenneske med både kaffemaskine og sandwichkøkken i baglokalet.

I byen ligger også landhotellet El Refugio og det fine hotel Parador de Cruz de Tejeda. Begge steder var vi for sent ude til at få booket plads hos, men vi sov nu godt nok i nat tilbage i Mountain Hostel La Isa. Udsigterne er lige magiske de to steder, og generelt til at falde i staver over. Vi stikker hovedet ind på paradoren for lige at snuse til hvad vi er gået glip af.

Og er enige om, at næste gang booker vi først parador, og så resten af overnatningsstederne. I det hele taget er et godt tip fra os, hvis du vil vandre denne camino: Book i meget god tid. Her er ikke deciderede herberger, og især over jul og nytår er der proppet stort set alle steder.

Skitur på Gran Canaria

Det går stejlt opad efter Cruz de Tejeda. I dag ikke så højdeskrækindjagende som igår.

Men ruten kræver sine ben, så er det sagt! Både teknisk og rent formmæssigt stiller Camino de Santiago Gran Canaria høje krav. Ujævne stier, steder der kan give højdeskræk, knæbrækkende og utrygge nedstigninger. De første 20 km ligner sværhedsgraden caminoen, efter det starter udfordringerne. Ikke på nogen måde en farlig rute – men en, du skal være i form til. Og klart helst vandre med en makker, for her er ingen pilgrimme. Kortere etaper end du plejer er en god ide.

Der er enorm forskel fra Gran Canarias ørkenklima i syd til det grønne, frodige nord på denne camino. I dag bugner og blomstrer kaktusserne, forleden i syd lå de døde af tørst på jorden. Appelsinlunde er blevet til kartoffelrækker. Nu i højderne kommer den langærmede på for første gang.

Luft i kasketten og sol i sjælen

Lyset hernede kan noget, og vi er slet ikke færdige med at vandre i vintersol. Det giver overskud at få luft i kasketten og sol i sjælen i de mørke måneder. Plus vi så kan nyde elskede Danmarks lyse måneder. Rejse med lyset.

På vej ud af en grøn fyrreskov står vi pludselig ved en lille vulkan og med sort lavagrus under fødderne. Ikke for ingenting, at denne camino har tilnavnet “mellem vulkaner”.

Hvor Torben havde sine udfordringer i højden igår, har jeg det i dag. Jeg er meget lidt glad for, når det går stejlt nedad med løst grus på sten. Det handler ikke om frygten for at styrte ned og komme af dage, men mere om at falde og brække foden, vride knæet eller hvad der nu ellers kan stoppe en vandrer. På stykket efter fyrreskoven falder stien så stygt stejlt ned, at jeg overvejer at tilsidesætte al værdighed og sætte mig på numsen og rutsje ned. Men så kigger jeg på det helt løse lavagrus og mine fødder str. 46. En ikke helt ueffen størrelse som ski. Som sagt, så gjort: Jeg står på “ski” ned…

Jeg er træt efter at have spændt så ængsteligt i kroppen, da vi endelig er nede, hvor det går mindre stejlt. Nu ligner landskabet næsten Alperne, bare med Atlanterhavet som det blå bagtæppe. Her på sidstedagen taler vi om, hvor overdrevet god denne camino har været og hvor magisk caminoagtig den er. Udsigterne er anderledes panoramiske end på fastlandets camino, men stemningen er den samme.

Hjemme på caminoen

Intet har manglet, synes vi… Lige indtil vi hører lyden af bjælder. Så husker vi, hvad der har manglet. Godt nok ikke køer, men får. De små landbrug. Og en velkendt landlig lugt.

Traktorer, marker og glammende hunde er her også. Hjemme på caminoen! Det er en dag helt ude af turisternes fodspor. Gennemført usmarte barer – og hjertet i spaniernes fællesskab. Totalt lokalt, som vi elsker det ved caminoen.

Efter fåreland dukker noget op, vi ikke har set i flere dage: Asfalt. Og vi er faktisk glade ved synet! En pause fra hele tiden at se, hvor man sætter fødderne. Ifølge de guides vi har læst, har caminoen her 31 pct. asfalt. Det kan på ingen måde passe! Vi gætter højst 10 pct. i alt, og af dem alle på sidstedagen. Hvor asfalten begynder, står også den første klassiske caminovejvisersten og fortæller os, at der er 13 km til målet i Santiagokirken i kystbyen Gáldar.

Gáldar ligger såmænd lige der – som om hele byen lige er gledet ned ad verdens bedste kælkebakke!

Byen tager til, men snyder os ikke for endnu en stejl nedstigning langs en vandvej og endnu en kææææmpe klippe over os.

Så går caminoen den vej, den altid går: Mod enden, og mod længslen efter endnu en vandring.

Bananplantager bliver til beton, og fra en altan bliver vi hujet det sidste stykke vej mod kirken.

Gáldar er i festtøjet, det er nytårsaften klokken 15, og vi vandrer “hjem” i selskab med festklædte spaniere. Stille pilgrimme med støvede vandresko møder smukke spanske kvinder i pailletter og sylespidse stiletter – struttende med brysterne og truttende med nytårsryslerne.

Ved mål i Santiagokirken er den hellige dør åben, for 2021 er helligt år. Bliver vi mon årets sidste pilgrimme her? Vores pilgrimspas med stemplerne, der gemmer så fine minder, bliver vist frem, og vi får vores certificado som bevis på den gennemførte pilgrimsfærd.

Hvilken måde at slutte 2021 på. Tak, Camino de Santiago Gran Canaria…