REJSETIPS Her er busserne du gerne vil køre med i Vietnam

I Vietnam er det no go at leje en bil – med mindre du har vietnamesisk kørekort. På trods af en god portion skepsis i rygsækken endte vi med at elske Vietnams busser

Inden vi rejste til Vietnam, var det noget af et mysterium for os, hvordan vi skulle komme rundt til de fire destinationer, vi ville besøge på vores rundrejse i Sydvietnam

Der mangler ikke advarsler om farlige og overfyldte vietnamesiske busser på nettet. Vi var ved helt at give op, da vi endelig på et forum fandt en tråd om de bedste vietnamesiske busselskaber. Her gik navnet’ Phuong Trang – Futa Lines’ konsekvent igennem.

Bussen er en oplevelse i sig selv

Tager du bussen rundt i Vietnam, kommer du helt tæt på vietnameserne – både konkret og mentalt. Supersjov oplevelse at kringle os ned på vores for høje danskere temmelig trange pladser. Sko er forbudt i busserne – du får låne-klip-klappere. Og så er der wifi.

Det vi elsker ved Phuong Trangs sovebusser

  • Præcision: Kører på minuttet uden unødvendige stop og med faste pladser
  • Pris: Cirka 75 kroner for otte timers transport
  • Pauser: Frokost og toiletbesøg på Phuong Trangs egne pausecentraler

Sådan finder du bussen ud af Ho Chi Minh

Skal du ud af Ho Chi Minh og sydpå mod fx Can Tho (ved Mekongdeltaet), kører bussen fra Mien Tay Busstation – cirka syv kilometer fra det historiske centrum. Tag Uber eller en taxi derhen. Busserne ud af Ho Chi Minh kører altid fra stationer i udkanten af centrum – anderledes er det, når du ankommer til byen. Så bliver du tit sat på en mindre bus det sidste stykke af vejen, og sættes af helt centralt.

MERE OM VIETNAM