OPSKRIFT på de suveræne cookies (på eget ansvar)
Opskriften her er fra Maries storebror, og da den i sin tid blev videregivet, var det med besked om, at han ikke kunne drages til ansvar for evt. ekstra gram på sidebenene. Ergo: Her kommer den suveræne opskrift på cookies – på eget ansvar.
Hvis du er til sprøde cookies, så er opskriften her ikke til dig – vores cookies er nemlig bløde, præcis som vi synes de er allerbedst.
100 gram hasselnødder
200 gram mørk chokolade
125 gram smør (stuetemperatur)
1 æg
200 gram brun farin
1/2 tsk. natron
En knivspids salt
1 tsk. vanillesukker
250 gram hvedemel
- Forvarm ovnen til 200 grader bedstemorovn
- Rist hasselnødderne på en tør pande og rul dem mellem hænderne, så de løse hinder kommer af
- Bland det bløde smør med sukker, vanillesukker, salt, æg, natron, mel og hasselnødder.
- Hak chokoladen meget groft og tilsæt den
- Læg bagepapir på en bageplade
- Form dejen til 12 bolde, du ruller mellem hænderne. Hver dejbold skal være lidt større end en golfbold
- Tryk dem flade på bagpapiret
- Bag cookies i ti minutter midt i ovnen og lad dem køle af på bagepapiret på en bagerist. De føles ret bløde, når du tager dem ud, men bare rolig, se samlet sig.
Tip: Kan fryses
Cookies tåler at blive frosset ned uden problemer, når blot du lader dem køle af, inden de kommer i fryseren.