VANDRERUTE Lillebæltstien (27 km A til B eller 12 km rundtur)
Trods det lige-ud-ad-landevejen og næsten underspillede navn byder Lillebæltstien på masser af spændende højdemeter og fabelagtige udsigter
Lillebæltstien – GØR DET. Så kort kan vi sige det. En super-duper vandrerute, vi gerne vandrer igen. Vi har vandret ruten både i sin fulde længde og som en rundtur på 12 km – se begge muligheder nederst. Fra 2024 og frem er der afsat 7,5 millioner kroner til at forlænge Lillebæltstien til hele 90 km – vi venter spændt.
> Se mere om forlængelsen af Lillebæltstien
Hvor starter og slutter Lillebæltstien?
- Det sydligste punkt er Gamborg Forsamlingshus og busstop, Borrevej 5, 5500 Middelfart.
- Det nordligste punkt er Strandstien 109, 5500 Middelfart. Der er ikke mange P-muligheder der – dog to improviserede pladser ved mosen over for Nørre Allé 89, 5500 Middelfart.
Klar til start ved Gamborg Forsamlingshus
Dette er det nordligste punkt på ruten. Et lidt mystisk slutsted uden oplagt parkering eller busstop. Men du kan nemt klare den med bestilling af transfer med flextrafik:
Transfer – sådan kommer du tilbage til bilen!
Vi bestilte Flextur via Rejseplanen.dk og gav 75 kroner for to personer for at komme fra den ene ende af ruten til den anden. Så vandrede vi tilbage til bilen. Flextrafik er lidt ligesom en taxatur – bare meget, meget billigere. Skal bestilles senest to timer i forvejen.
Det nemmeste sted at parkere er ved forsamlingshuset, Borrevej 5, 5500 Middelfart. Derfra kan du tage flextur til rutens nordliste punkt, Strandstien 109, Strib, 5500 Middelfart. Turen tager 15 minutter, også selvom rejseplanen siger 51 minutter.
Hvor krævende er ruten?
Der er ganske mange højdemeter på Lillebæltstien og især ved Hindsgavlhalvøen er stierne stejle. Her kan du danne dig et indtryk:
Stairway to heaven på Lillebæltstien
Hvordan er skiltningen?
Gennemført – ingen brug for kort eller gps her. Skiltningen er en blanding af blå mænd på skilte og blå mænd malet på træerne undervejs:
Der er en enkelt sted, hvor skiltningen svigter, nemlig her ved Staurbyskovvej, når du vandrer fra syd mod nord. Du skal til højre ved dette skilt og fortsætte den vej, selvom du passerer to pæle uden skilt på. Kort efter skal du se efter blå mænd malet på træerne og dreje til venstre ind i skoven:
Er der proviantmuligheder undervejs?
Både ved Middelfart Marina og i Middelfart by er der cafémuligheder. I Middelfart by er der også indkøbsmuligheder.
Den gamle Lillebæltsbro tårner sig op i skoven
Kan stien passeres ved højvande?
Nord for Middelfart er der et stykke kyst, der ikke kan passeres ved højvande. Der står et skilt med information om, at du kan vandre tørskoet ad vejen bagved ved højvande.
Hvad er de andre Lillebæltstien?
Den Lillebæltstien, vi beskriver i guiden her, er ikke den eneste sti med det navn. Lillebæltsstien fra Gamborg til Strib virker klart mest kendt og vandret, men til al forvirring findes der faktisk yderligere to stier, der hedder Lillebæltstien. Vi har også vandret den mere ukendte Lillebæltstien, som består af to A til B-ruter: Vest fra Aa Strand til Løgismose Strand og Øst fra Damsbo Strand til Nabben. Tjek vores vandreguide til ‘Den oversete Lillebæltstien’ her
Se Lillebæltstien på et kort (gpx)
Lillebæltstien er godt skiltet og kan vandres uden kort. Her kan du se stiens forløb og nemt få det ind på din mobil, hvis du vil.
Lillebæltstien som rundtur
Du kan nemt lave et loop på 12 km ud af Lillebæltstien ved at vandre Hindsgavlhalvøen rundt og gå tilbage gennem Middelfart. Så får du rutens højdepunkter med alligevel: Hindsgavl Slot og park, de meget kuperede stier og den gamle lillebæltsbro. Stil bilen med Kongebrovej 63, 5500 Middelfart.
Start på ruten med vandet på din højre side. Følg skiltningen helt til iskiosken ved Middelfart Marina, hvor du drejer fra til venstre og skråner tværs over til Middelfart havn, hvor du møder stien igen og fortsætter til venstre tilbage til dit startsted. Afkortningen er ikke skiltet.
Det var oprindelig min datter, der viste mig Lillebæltstien – hvilken gave at dele en vidunderlig vandredag med datter og svigersønnike:
Synonymer: Lillebæltstien hed engang Lillebæltsstien, men ifm. den kommende udvidelse skifter den navn til Lillebæltstien.
Kunne du lide, hvad du læste? Så send meget gerne artiklen videre ud i verden
Kommentarer er lukkede.
MERE OM DANMARK








VANDRERUTE Rundtur langs Frederik VIIs kanal mellem Løgstør og Lendrup (12 km)




VANDRERUTE Låenhusruten ved Mariager Fjord – Panoramarutens ukendte tvilling (5 km rundtur)









VANDRERUTE Odsherreds magiske landskaber (26 km rundtur, som nemt kan deles op)



















GUIDE Hvor lang tid tager det at vandre Hærvejen – og hvor mange kilometer kan man gå om dagen?



VANDRERUTE Humlebæk rundt – alt det bedste inklusiv Aarstidernes café og gårdbutik på Krogerup (12 km)


GUIDE Derfor starter vandreferien i Nationalpark Thy på toppen af Lodbjerg Fyr!




VANDRERUTE Jernhatten på Mols: I hobitternes fortryllende fodspor (1,7 km rundtur)






ETAPER Overnatning indendørs på Hærvejen Frederikshavn – Padborg (23 dage)











VANDRERUTE Kløverstierne i Engesvang og Bølling Sø rundt (rundture på 2,5 til 12,7 km)










GUIDE Esrum-Tisvildevejen 77 km stille, bakkede Nordsjælland (A til B eller rundture)


VANDRERUTE Rømø – en perle af en vandrerute ved Vadehavet (17 km rundtur)













VANDRERUTE: Mølleåstien fra Buresø til Øresund 37 km A til B (eller 14 + 12 + 11 km)



VANDRERUTE Højderygstien: 7 km gennem Odsherreds istidslandskaber (A til B)






Hej Frie fodspor
Jeg mangler kort på den lille og på den store Lillebæltsti – hvor skaffer jeg disse ? Jeg har forsøgt at printe på jeres side, men dette er ikke en mulighed ?
BH Mette K
Hej Mette. Hvilken slags kort mangler du? Gpx-filer eller papirkort? Hilsen Marie og Torben
Blot behov for lidt vejledning. Hvis i skulle vælge, skal vi så gå fra Strib, rundt om Hindsgavl og slut i Middelfart eller fra Gamborg og samme? Hvilke strækning er smukkest? Bh Mette K
Hej Mette. Det vigtigste synes vi er delen ved Hindsgavl, og den får du uanset hvad. Umiddelbart husker vi Gamborg som smukkeste del af de to ender, men forskellene er minimale. God tur! Kh Marie og Torben
Der er så smukt på ruten omkring Hindsgavl. Vi kan anbefale Svinø BnB, Svinøvej 37. Vi vandrede til Gamborg og overnattede der og vandrede tilbage til Strib dagen efter. Så hyggeligt.
Hej Sandie. Det ser endog meget godt ud! Og en meget rimelig pris også… Tusind tak for tippet! Altid godt at kende til overnatning tæt ved gode vandreruter – af den slags man gerne vandrer igen:-) kh Torben og Marie