Kort over Hærvejens vandrerute

GUIDE Kort over Hærvejen

Her finder du et overblik over de forskellige kort over Hærvejen – digitale GPS-kort, gpx, app og papirkort

Dårlig skiltning i Haderslev Kommune

Er det nødvendigt at have et kort over Hærvejen med?

Ja – et kort er nødvendigt på Hærvejen. Nogle steder er skiltningen desværre så mangelfuld og forfalden, at det er nødvendigt at have et kort med på mobilen eller et detaljeret papirkort.

App til Hærvejen – digitalt kort

Appen til Hærvejen er gratis og blev opdateret i 2024. Her kan du downloade Hærvejens app:

Under filtre skal du vælge vandrerute. Vandreruten er gul, cykelruten er rød. Desværre husker appen ikke dit valg, så hver gang du bruger den, skal du vælge igen for at få cykelruten væk. Har du den gamle app på mobilen, kan du nøjes med at opdatere til den nye. Giv appen tilladelse til at bruge din lokation, så kan du se, hvor du selv er, og nemt finde tilbage på sporet, hvis du går vild. Klikker du på et interessepunkt på ruten – fx et herberg – kan du se afstanden fra din placering og til stedet målt ad vandreruten. Du kan også slå filtre til med forskellige typer af overnatning og indkøb. Bemærk, at ikke alt indkøb er dagligvarer – det kan også være fx tøjbutikker.

Indtil videre har vi kun afprøvet appen på Android, for den virker ikke på iphone 13.

Gps-kort over Hærvejen

Kort over Hærvejen med kilometerangivelser

På dette digitale kort over Hærvejens vandrerute kan du slå kilometermarkeringer til, når du ser det fra computer. På den måde kan du få overblik over deldistancer på Hærvejen, så du kan planlægge etaper.

Vores digitale kort over Hærvejen bygger det officielle digitale kort fra Hærvejens hjemmeside, men vi har rettet alle de steder, hvor filerne ikke passede med den skiltede rute. Ruten ved Nørre Snede er under omlægning – opdatering på vej.

Planlægningsværktøj: Oversigt over deldistancer

Vi lavede en old school oversigt over mulighederne for indkøb og overnatning langs hele Hærvejen. Det er et super redskab til planlægning af etaper hjemmefra:
> Deldistancer Hærvejen (print selv)

Hvor langt er der mellem indkøb og overnatning på Hærvejen

Fysisk papirkort over Hærvejen

Hvis du er til analoge papirkort, er der i 2024 udgivet et nyt, officielt papirkort over Hærvejen i høj kvalitet, som du kan bestille hjemmefra for 345 kr. Kortet er læsbart og brugbart, men temmelig tungt, hvis du har brug for hele ruten.
Køb det officielle papirkort over Hærvejen

Der findes også et andet papirkort over Hærvejen – se Calazos kort over Hærvejen.

Gode visuelle kort over Hærvejen fra Vejen til Dannevirke

Strækningen de 200 km ad Hærvejen fra Vejen til den gamle danske grænse ved Dannevirke (Danewerk) i Tyskland er beskrevet i en guidebog, der samtidig har supergode analoge kort. Guiden er ikke til at købe mere, men den er stadig læsværdig og til at finde her:

Kort over Hærvejen til Danevirke

Kort over Hærvejen i Tyskland fra Padborg til Dannevirke

Ud fra kortene i guidebogen ovenfor har vi tegnet dette gps-kort over Hærvejen i Tyskland fra Padborg til Dannevirke – Dannevirke kaldes også Danevirke (dansk), Danavirki (norrønt), Danæwirchi (gammeldansk) og Danewerk eller Dannewerk (tysk). Bemærk, at der fra Padborg til Sankelmarker See er to forskellige ruter at vælge imellem på Hærvejen:

  • Den østlige rute (rød) går via Flensborg og er 19,5 km lang
  • Den vestlige rute (grøn) går via Harrislee og er 26,5 km lang.

I alt er Hærvejen i Tyskland fra Padborg til Dannevirke 58,5 km, hvis du vælger den østlige rute via Flensborg, og 65,5 km, hvis du vælger den vestlige rute via Harrislee.

Kortet er interaktivt – sådan får du det ind på mobilen, så du kan se, dig selv som en blå prik på kortet:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket her til kortet over Hærvejen fra Padborg til Dannevirke – du er den blå prik på kortet.

Er der foldere med kort over Hærvejen undervejs?

Nej, det er der ikke. Vi mødte en ung tysk vandrer, som fra den tyske grænse og helt til Viborg havde ledt efter en kortfolder. Her viser han begejstret byttet frem:

Kort over Hærvejen

8 replies
  1. Klaus
    Klaus siger:

    Mojn Maria og Torben
    Jeg lige spørge hvad er forskel på den vest lige rute og den østlige bort set fra distancen på ene længere, jeg tænker på at går i naturen hvor meget er der af det, må man bare overnatte i skove i Tyskland ?
    Mvh
    Klus

    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Klaus. Vi er lidt i tvivl om hvilken del af turen du spørger om? Der er både en østlig og en vestlig rute i Danmark og i Tyskland. Vi har endnu ikke vandret de tyske ruter, så dem ved vi 8kke hvordan er i praksis. Så vidt vi har hørt fra de tyske vandrere vikar mødt på Hærvejen er der ikke gode muligheder for at overnatte i det fri i Tyskland generelt. Hilsen Marie og Torben

  2. Mette Hedegaard
    Mette Hedegaard siger:

    Kære Marie, Tsk for jeres fantastiske arbejde. Jeg skal gå hærvejen og har også problemer med all trail, er det muligt at få tilsendt filen …. Som du tilbød em anden 😀
    Mette

  3. Kim Priess Loft
    Kim Priess Loft siger:

    Hej med jer
    Jeg har nu downloadet Alltrails angående Hærvejen. Det ser dog ikke ud til, at stien er med fra Frederikshavn. Kan det passe?
    Kh. Kim

  4. Bodil Pedersen
    Bodil Pedersen siger:

    Hej Frie Fodspor
    Tak for en meget informativ hjemmeside om Hærvejen:)
    Et spørgsmål ang. gpx-fil til Hærvejen – I bruger AllTrails og når jeg klikker på linket fortælles at man kun har en gratis prøveperiode på 1 uge. Er det muligt at I linker til selve gpx-filen? Så vil jeg prøve at bruge den i Outdooractive appen? Har I prøvet at anvende gpx-filen i den?
    Venlig hilsen
    Bodil

    • Frie Fodspor
      Frie Fodspor siger:

      Hej Bodil. Hvor er det dog trættende med det sk… AllTrails. De gør det konstant mere og mere bøvlet. Tror vi må se os om efter en anden kortløsning. Synes godt om ideen om at linke til gpx. Tester det i morgen… Og sender filen på din mail. Kh Marie og Torben

Kommentarer er lukkede.

MERE OM DANMARK

Vandrere på Hærvejen
Hvor regnbuen ender
Hærvejen på et kort
Vandre Hærvejen med telt