GUIDE På egen hånd, med bureau – eller med en erfaren pilgrim?
Hvilken rejseform er bedst den første gang på caminoen? Læs om de forskellige måder at komme af sted på, og find den rejseform, der passer bedst til dig
Kalder caminoen på dig for første gang, gør du dig sikkert en del tanker. For hvordan kan man være tryg ved en rejse uden at ane, hvor man skal sove? Oveni det: Hvad med de fysiske udfordringer og uvisheder om hvor langt du kan gå, udstyret osv.? Til din første camino står du groft skitseret med tre mulige rejseformer:
Tage af sted på egen hånd
Vi har helt fra starten altid taget af sted på egen hånd på caminoen. Det var i starten temmelig angstprovokerende at rejse af sted uden overblik over, hvor vi skulle overnatte. Men allerede efter første tur stod det klart, at caminoen er uovertruffen ift. at gøre det nemt og trygt at arrangere sin camino selv – fra flybilet og overnatning til proviant og evt. bagagetransport. Især apps til caminoen er uvurderlige, når det kommer til at planlægge sin camino. Hvis du tager af sted på egen hånd, kan du sagtens vælge at have booket al overnatning og evt. bagagetransport booket på forhånd, hvis du trives bedst med det.
Vi kan udmærket huske, hvor meget vores ben bævede før første tur, og derfor tilbyder vi nu individuel rejseplanlægning til dig, der gerne vil på caminoen, men har brug for en erfaren caminovandrer for at få taget de første skridt.
>> Se hvad vi tilbyder med rejseplanlægning til caminoen
Du kan også have glæde af at læse vores trin for trin-guide til planlægning af en caminotur:
>> Guide: Sådan planlægger du din camino trin for trin
Følges med en erfaren pilgrim
Muligheden for at slå følge med en erfaren pilgrim er meget overset. Kender du ikke lige en at følges med, kan du melde dig ind i foreningen Danske Santiagopilgrimme. Her er der ind imellem mulighed for at tage på ture, hvor du starter med en erfaren pilgrim som guide. Den erfarne pilgrims følgeskab, støtte og viden er gratis starthjælp til dig – camino for begyndere. Du betaler selv dine udgifter til rejse, mad og overnatning. Turene med en erfaren pilgrim varer tre-otte dage på forskellige dele af caminoen, og efter det rejser I videre på egen hånd eller sammen, som I nu har lyst.
Du kan også deltage fx i Facebookgruppen ‘Camino for begyndere’ og spørge efter caminomakkere der.
Rejse med et bureau – pakkerejse til caminoen
Nogle garvede pilgrimme synes det er noget pjat at rejse på caminoen med et rejsebureau. Vores nysgerrighed drev os til at spørge dem, der har prøvet det. Vil du vide, hvordan det er at være i andres sko, er det en god start at spørge dem;-)
Mange pilgrimme har skrevet til os om deres erfaringer med at opleve caminoen med et rejsebureau. Nu ved vi: Har du fysiske udfordringer, som kræver noget ekstra af dig, så kan det gode bureau være en tryg favn på caminoen. Der, hvor du bliver hjulpet på vej og aflastet, når du skal det. Du får en ro, der giver dig plads til at gå din camino på de vilkår, der nu engang er dine, hvad end det er skader, sygdomme eller handicap.
Denne her dejligt bløde seng finder du på San Martín Pinario i Santiago.
For andre handler det at rejse med bureau om fred og forkælelse. Gaven til dig selv. Måske har du simpelthen nået en alder, hvor du gerne vil spare dig selv for bøvlet? Den planlagte pilgrimsrejse er et frirum, der giver plads til at fokusere på vandringen. Frihed for bekymringer om overnatning.
Hvis du er nysgerrig på hvad prisforskellen er, så er denne sammenligning måske relevant for dig:
>> Guide: Hvad koster det at vandre caminoen?
Så hvad er den rigtige camino?
Det er den, du kommer af sted på! Lyt til din indre stemme, og tro på dit valg. På vores første camino mødte vi i lufthavnen en 88-årig mand på vej på caminoen, hvor nogle etaper var med bus. Han undskyldte, at han ikke var “rigtig” pilgrim som os. Han fik en krammer med på vejen og den dybeste respekt for at gennemføre sin drøm på den måde, der var den bedste for ham.
Hejsa. Jeg vil høre i har nogle gode råd til en lang tur EU rundt. Lige i øjeblikket træner jeg, men når jeg tager afsted, så vil jeg godt høre om hvor stor rygsækken skal være og pakkeliste osv. Har I nogle råd hvad det angår.
Mvh Tommy Stefansen
Kære Tommy
Her kan du se alle vores artikler om pakkeliste, tips til grej mv.:
https://www.friefodspor.dk/pakkeliste/
Vi er på vej nu med den nyeste pakkeliste – den til letvægtsvandring med telt. Vi pakker nogenlunde ens, uanset hvor længe vi er af sted og har en pakkeliste uden telt og en med.
Vandrer du i mange måneder og når hen i de kolde måneder, er det en god ide også at se på pakkelisten til vintervandring.
Bedste hilsner Marie
Hej,
Min kæreste og mig har snakket om at gå caminoen i Frankrig. Min Charlotte kan gå ca 5 km om dagen og helst ikke for mange stinninger. Hvor vil det være bedst at gå og er det bedre at købe en komplette rejse eller kan tage tage det på ejen hand.
Mvh Axel
Kære Axel. Mit bedste råd vil være, at I vælger den rute, der hedder Camino Francés – den franske rute, for det er klart den mest udbyggede rute ift. overnatning. Jeg er bange for, at I måske vil komme til at betale ganske meget for at få et bureau til at planlægge, fordi jeres behov for dagsetaper på 5 kilometer er meget specielt og svært at imødekomme rent praktisk. Den rute der er mest flad er den portugisiske rute fra Porto til Santiago – men der er ikke helt ligeså mange overnatningssteder – dog mange. I får det bedste overblik over overnatningsmulighederne og afstanden imellem dem ved at købe en app til de forskellige ruter – så kan I se hvilke typer overnatning der er langs caminoen og afstanden imellem dem. Appen wisely synes vi er god. Vi må dog sige, at rigtig mange steder er det ikke muligt at nøjes med fem kilometer – så tæt ligger landsbyerne ikke alle steder. Nogle steder kan dagsetapen afkortes med bus eller tog eller taxa, men ikke alle steder. Held og lykke med det. Hilsen Torben og Marie
har sammen med min noget yngre kone bestemt at gå porto Caminoen her sidst i august, og regner med at bruge ca. 18 dg. har du et godt forslag for overnatning? vi regner med at kunne gå15-20+ KM. om dagen. Har du et godt forslag på overnatning på disse distancer mange hilsener Stephan
Hej Stephan. Hvor er det bare sejt! Hatten af. Jeg har faktisk lavet det her forslag til inddeling af den portugisiske camino i præcis 18 dage. Det kan næsten ikke passe bedre. Det er en blanding af herberger og egne værelser. Der er mange gode muligheder for overnatning på den strækning, og artiklen har link til booking: https://www.friefodspor.dk/korte-etaper-camino-portugues/. August er travl på den rute, så jeg vil anbefale at I booker en dag eller to i forvejen hvor I kan. Jeg vil også på caminoen, når jeg er 81! Bom caminho fra Marie
Hej Marie
Hvor var det dejligt at læse, da jeg meget har haft samme tanker omkring at være en rigtig pilgrim. Jeg er 39 år og skal gå Caminoen her den 25 september og så en uges tid sammen med min far på 69, vi skal gå med et rejsebureau, hvor vi ikke selv skal bære begage og “kun” skal gå op til 25 km hver dag. Jeg har altid så gerne vil gå Caminoen, en stor drøm, men jeg har desværre haft en kronisk nyresygdom, dog transplanteret nu, men fik nyt knæ for 1½ år siden pga sygdommen. Nu føler jeg endelig jeg har helbredet til det, dog stadig lidt nervøs og meget spændt og glæder mig helt vildt, dog indleder jeg ofte sætningen når jeg taler med andre om vores rejse vi skal på, “med en undskyldning, om at vi ikke er rigtige pilgrimme” og føler mig egentlig så flov over det. Så det betød så meget for at læse dit indlæg her, at det vigtigste for at være en pilgrim/camino, er at komme afsted !!. Tusind tak for en rigtig spændende og så god hjemmeside, med så mange gode råd. Mange hilsner Tine
Kære Tine. Sikke en besked. Det er ikke hver dag, jeg får sådan en. Sidder her og bliver helt rørt på jeres vegne. Hvilken glæde og rigdom for jer at kunne drage af sted sammen efter alt, hvad du – og dermed også din far – har været igennem. Vi har hver vores at kæmpe med, og det er sjældent en god ide at have for mange hurtige meninger om andres camino – eller liv, for den sags skyld. Jeg ønsker jer den allerbedste camino. Hvis du har overskud når I vender hjem, så skriv endelig og fortæl hvordan det går og hvordan du oplever bureauet. Vi drager selv af sted i oktober- har netop fået grønt lys fra fysioterapeut og læge på trods af hælspore, men helt smertefrit bliver det nok ikke. Mange hilsner fra Marie
Kære Marie
Tusind tak for dit søde besked, jeg blir også helt rørt nu, ikke mindst at du tager dig tid til at svare mig. Jeg vil meget gerne skrive tilbage og fortælle om, hvordan vores Camino rejse er gået og hvordan det gik med bureauet. Det blir helt specielt for min far og jeg, at komme afsted alene, for vi er egentlig 4 søskende, men som 8 årig fik jeg min fars nyre, men pga en fejloperation gik nyren “tabt” og samtidig resulterede i at jeg ikke kunne modtage min mors nyre. I dag på 7 år, i morgen, er jeg så heldig at have modtaget min brors ene nyre, så jeg er helt igennem heldig, mere end det kan beskrives med ord. Hvor er jeg glad for at høre at I har fået grønt lys fra fysen, for at komme afsted, jeg ønsker jer en helt igennem fantastisk rejse og at I ikke får alt for mange problemer og smerter med hælspore, som kan være noget så smertefuldt. Til vi skrives ved igen
Mange hilsner Tine