Mød stammefolkene i Vietnams jungle


Ser du godt efter, er der danske fodspor i nationalparken Nam Cat Tien. Går du i dem, venter der dig en god oplevelse

Da nationalparken startede, valgte regeringen med brutal hånd at møffe de tre stammefolk, der boede i junglen, ud i betonhuse uden for. Her har Danida og WWF startet et projekt i bæredygtig turisme, som giver så meget mening.

Tá Lai Longhouse er en lille landsby på toppen af en bakke og på kanten til junglen. Stedet har skabt jobs til de tre tvangsforflyttede stammefolk og unikke oplevelser for rejsende. Her har vi nydt den blideste Ma-piges traditionelle sang og hørt hende fortælle om hvor meget hun savner livet i junglen. Og været på jungletrekking, hvor vejen blev hugget med machete foran os, mens vores Ma-jungleguide på finurligste vis fandt slanger, leguaner og flagermus til os. Vi er solgt til stedet, ideen og junglen.

Traditionelle langhuse med sovesal

Arkitekturen er interessant i Tá Lai Longhouse. Husene er bygget efter traditionelle metoder, og jeg kan stadig mærke følelsen af bambus under fødderne.

Glem alt om eget værelse og nyd livet på sovesalen, hvor du får din madras i dit eget myggenet. Af alt vi nogensinde har sovet på, var disse madrasser de ondeste. Men der var noget sært morsomt og asketisk over smerten, da vi lagde os. Et gulv havde været blødere…

Den bedste vandretur fra Tá Lai

Tá Lai har en rigtig interessant mappe med historien om stedet og nationalparken. Her kan du læse om de forskellige ture, de tilbyder. Vi tog på Green Hill Trek, som er oplagt fra Tá Lai. Den tager to timer ud og to timer hjem i krævende terræn og med en stejl stigning midt på op til en flagermusegrotte.

Det fede ved at tage turen fra Tá Lai er, at du får en guide fra et af de stammefolk, som boede i Cat Tien, før myndighederne tvangsflyttede dem for at starte nationalparken. Du kan næsten mærke livet, der var, og smerten og tabet, da livet i de statsbyggede betonhuse uden for Cat Tien blev den nye ramme om stammefolkene.

Din guide kender junglen som sit hjem. Ved hvad de enkelte blade kan kurere, og finder dyr efter dyr til dig, du selv er trasket lige forbi.

Hvordan finder du til Tá Lai Longhouse?

Tá Lai Longhouse ligger ret utilgængeligt inde i nationalparken Nam Cat Tien. Hvis du som os ankommer med bus til hovedvejen, så kontakt Tá Lai på forhånd og bed dem arrangere taxi de sidste kilometer. Der står nogle skidte typer ved busstoppestedet, som tager overpriser. Det nærmeste du kommer med taxi er til færgelejet. Derfra sejler du fem minutter, og så henter en fra Tá Lai dig på scooter det sidste stykke – cirka ti minutter.

MERE OM VIETNAM