GUIDE Caminoen – ikke een, men mange ruter
På trods af den bestemte form findes der ikke een, men mange caminoer i Spanien. Ingen camino er mere rigtig end de andre. Den rigtige camino for dig er den, der er din
De fleste har kun hørt om én camino – caminoen’. Bliver der ikke sagt andet, dækker ‘caminoen’ ofte over Camino Francés – den berømte ‘franske rute, der har fået sit navn, fordi den starter i Frankrig. Ruten (rød her på kortet) starter over Pyrenæerne og tager tre-seks uger at vandre. Men tjek lige kortet her over caminoen! Der er ikke er en, men mange caminoer til Santiago de Compostela:
Illustration: Tak for lån til wisepilgrim.com
En hel camino uden at søge orlov
Mærker du caminoen kalde på dig, så af sted med dig. Du kan sagtens gå en hel camino uden at søge orlov eller sige dit job op. Der er fx Camino Inglés på 121 km (fem-syv dagsetaper). Eller den ældste camino – Camino Primitivo, som er på 319 km (11-16 dagsetaper). Og her er flere kortere caminoer, som kan passer i et almindeligt ferieliv:
- Camino Finisterre (206 km): Starter i Santiago de Compostela, går ud til kysten ved Fisterra (90 km), videre til Muxía (30 km) og tilbage til Santiago de Compostela (86 km) og kan gås begge veje
- Camino de Invierno (268 km)
- Camino Sanabrés (368 km)
Find ud af, hvor langt du kan gå om dagen på caminoen
Dele af en længere camino
Mangler du tid til at vandre en hel af de længere caminoer, kan du vandre den i etaper. For eksempel Camino Portugués vandrer mange fra byen Porto og til Santiago (240 km), selvom ruten egentlig starter endnu længere tilbage – i Lissabon (650 km). Camino Francés vandrer enormt mange fra byen Sarria, som er sidste mulige startsted, hvis du vil have et ‘compostela‘ som bevis på din pilgrimsfærd. Ulempen er, at den er meget trafikeret, og der er kamp om sengepladserne en stor del af året.
Find stilheden på caminoen
Caminoen er steget enormt i popularitet. Konkret har der været en stigning på 111.000 % på tredive år: 2.491 pilgrimme i 1986 mod 277.915 pilgrimme i 2016. Og der kommer stadig flere: I 2023 ankom 440.334 pilgrimme. Hvis du søger stilheden er der især to ting, du skal være opmærksom på, når du planlægger din camino:
- Årstiden
- Ruten du vælger
Foto: Anne Christoffersen
Sengeræs i byen Pontevedra på Camino Portugués – august måned: Kø til en seng på det offentlige herberg. August er årets travleste pilgrimsmåned.
Vælg de stille måneder
Årstiden spiller meget ind på hvor mange pilgrimme, du møder. For eksempel er der dobbelt så mange pilgrimme i august som i april.
Her kan du se hvilke måneder på året, der var flest pilgrimme og færrest pilgrimme i 2019:
Find de stille ruter
Trafikken på de forskellige caminoer er ulige fordelt. Der er over 12 gange så mange på Camino Francés som på Camino Primitivo. Her er en oversigt hvor mange procent af alle pilgrimme til Santiago de Compostela, der valgte hver rute i 2023:
- Camino Francés 49,72 %
(den franske rute) - Camino Portugués 20,07 %
(den portugisiske rute) - Camino Portugués Costa 11,93 %
(Den portugisiske kystrute) - Camino Inglés 5,45 %
(den engelske rute) - Camino Primitivo 4,69 %
(The Original Way) - Camino del Norte 4,66 %
(den nordlige rute) - Via de la Plata 2,65 %
(sølvruten – herunder Camino Sanabrés) - Finisterre – Muxía 0,45 %
(til verdens ende, Fisterra) - Camino de Invierno 0,30 %
(vintervejen)
Hvilke ‘sidste 100 km’ skal jeg vælge?
Af alle ‘sidste 100 km’ vi har gået, er stykket fra Ourense til Santiago på Camino Sanabrés/Via de la Plata det bedste. Ikke overrendt, smukke byer undervejs, masser af natur og ingen fabriksområder. Tag fly til Santiago og tog til Ourense – det tager 38 minutter, og der er de vildeste bjergudsigter på vejen. Ellers er Camino Inglés et godt bud på en vidunderlig, kort camino. Den kan vandres på 5-7 etaper. Endnu en mulighed er at vandre Camino Finisterre-Muxía. Hvis du fx starter i Finisterre, går til Muxía og derfra til Santiago, får du 110,6 km stille og spektakulær smuk camino.
Hvad med højdeskræk?
Har du højdeskræk – eller er du bare ikke så glad for højder, behøver du ikke at lade dig afskrække af caminoen. Stierne er generelt både gode og sikre, her er ikke tale om nogen former for bjergvandring eller -klatring.
Hej Claus og Charlotte,
tak for jeres fantastiske side her. Jeg tænker at gå camino til maj i to-tre uger, men jeg har hoftedysplasi, så jeg kan nok ikke gå mere end højst 15-20 km om dagen. Jeg skal defor dele en rute mere op, end de ofte anbefalede etaper. Hvilken rute tænker I er bedst, til at dele op i mindre etaper end hvad der ofte er anbefalet? Der skal jo være overnatningsmuligheder, selvom jeg kun går måske 15 km om dagen.
Vh Signe
Hej Signe
Hvor er det bare TOPsejt, at du vandrer og mærker efter hvad kroppen kan. Camino Francés er den mest udbyggede camino af alle. Det betyder, at den er nemmest at dele op. Men det betyder ikke, at du ikke kan det samme på andre dele af caminoen, for der dukker hele tiden nye muligheder op. Vores bedste tip er at købe appen Wisely/Wise Pilgrim til forskellige caminoer – der kan du i regionsoversigten supernemt se hvor mange kilometer der er imellem de forskellige overnatningssteder. Rigtig god camino kh Marie og Torben
Jeg vil gerne gå Sanabres i april.
Mon der næsten er for få mennesker der – så jeg ikke får en camino familie. Er det bedre at gå i Maj hvis jeg godt vil have lidt liv på ruten ?
+ kan jeg godt tage afsted uden at boke Overnatninger på den rute ?
Jeg vil helst gå spontant og gerne livsnyder ruten :-)
Hej Mira
Du kan uden problemer vandre ruten uden at booke noget som helst.
Her efter corona bliver det nok lidt gætværk fra min side med hvor mange mennesker der vil være, og om det er nok til en caminofamilie. Ift. årstid følger ruten så vidt jeg ved mønstrene på de andre caminoer: Maj er en måned med flere mennesker end april (bortset fra påsken, der er nemlig flere pilgrimme). Spanierne er nok de første, der vender tilbage – hvis de ikke allerede er der. Alle andre er det sværere at spå om. Måske vælger nogen de mest befærdede ruter, fordi de håber, at færrest steder er lukket (permanent) der. Omvendt kan man også tænke, at flere steder er bukket under der, fordi konkurrencen mellem steder er større end på de mere stille ruter. Hvis det var Sanabrés jeg drømte om nu, ville jeg faktisk tage tryg af sted og håbe på, at alle andre gjorde det samme. Livet på caminoen efter corona er uanset hvad ikke til at kontrollere, og hvis man kunne, ville friheden ryge. Alt i alt ville jeg trygt stole på, at du møder andre – ikke mange, men nok. Buen camino og hvor bliver det fedt! Marie
Hej Marie
Super fed og inspirerende side.
Min far og jeg er lidt hug på en camino-tur til foråret. Vi tænker selv april/maj for at undgå den værste trafik.
Kan du med din store erfaring anbefale en rute udfra følgende kriterier?
– Vi har godt 2 uger til rådighed og tænker 20-25 km i snit om dagen. Så omkring de 300 km +-
– Vi vil ikke bo alt for primitivt, så gerne privat herberg/ hostels med eget værelse.
– Vi ønsker stadig at få den rigtige pilgrimme oplevelse med. Dvs “pilgrimspas” med stempel, mål i Santiago mv.
Vi er selv meget i tvivl om man skal gå efter eksisterende fulde ruter eller afkorte nogle af de længere ruter (Er det “”lovligt”” ift pilgrimspas mv)
Pft mange tak for din tid!
Mvh
Jonas
Hej Jonas. Hvor ER jeg glad for at siden inspirerer dig. Der står Camino Primitivo i panden på jer:-) Det synes jeg i hvert fald! Camino Primitivo er 321 km og er Spaniens ældste pilgrimsrute, der starter i Oviedo og går vestpå mod Santiago. Se vores artikler om den rute her: https://www.friefodspor.dk/camino-primitivo/ I får hele caminoen med på to uger og behøver ikke afkorte. Hvis I ender med at gå den hurtigere, end I troede, kan I evt. bruge tre af dagene på at fortsætte til Verdens Ende (Finisterre). Der er fantastiske herberger undervejs, og landskabeligt er det en utrolig smuk camino med de cantabriske bjerge. Du kan også læse mere om rutevalget i guiden her til valg af rute på caminoen: https://www.friefodspor.dk/guide-valg-af-rute-paa-caminoen/ Rigtig god tur (og hvilken GAVE at du kan komme af sted med din far!) Marie
Tusind tak for dit fine svar. Det lyder rigtig godt. Jeg har flere steder læst at man fjerner lidt af “friheden” ved caminoen hvis man booker overnatninger på forhånd. Som nævnt vil vi jo gerne have eget værelse. Er disse de første der bliver revet væk på private herberg og hvilke tanker gør du dig omkring sådan et kriterie? Kravet om eget værelse skal jo nødig ødelægge oplevelsen.
I øvrigt kunne det være super interessant hvis du på et tidspunkt laver en “køreplan” for en typisk dag på caminoen. Endnu engang tak for din tid og din gode side.
Pft
Hej Jonas. Den udfordring tager jeg op. Skriver til dig, når jeg har et udkast til hvordan min køreplan ser ud, håber det er ok. Det er ikke altid der er fx dobbeltværelser heller på private herberger. Nogle steder er der, men ikke alle. Sovesalene er til gengæld ofte mindre på private herberger. Hvis I vil dobbeltværelser, skal I vandre andre etaper på Primitivo, end jeg har gjort. Det vil være bedst at vælge egentlige byer, hvor jeg ofte vælger steder uden for byer. Jeg vil anbefale, at du så vælger den klassiske inddeling af ruten, som du fx finder her: https://www.spainismore.dk/pilgrimsrejser/camino-primitivo/camino-primitivo-oviedo-santiago/27. Vær opmærksom på at byen hedder Berducedo og ikke Berlucedo, som der står på den side. Det betyder en camino med flere mennesker – men til gengæld kan I booke eget værelse fra dag til dag – eller det hele hjemmefra. Min holdning til overnatning på caminoen er, at I skal vælge det, I helst vil. En camino handler ikke om hvordan man overnatter. Der er hele caminofamilier (altså mennesker der mødes undervejs og knytter et familiebånd), som kun sover på hoteller. Du vil altid kunne finde frelste, der fortæller dig at herberger er det eneste lyksaliggørende. Jeg synes det er noget vrøvl. Hver sin camino, intet er mere rigtigt end andet. Hvis I bare skal prøve et enkelt herberg, så vælg for alt i verden David – Albergue Bodenaya. Et menneske og et sted der har gjort dybt indtryk på mig, og som jeg håber I får med – selvom det ikke er muligt at få privat værelse hos ham. Min egen holdning til værelse er at jeg ikke bryder mig om det, fordi jeg skal planlægge og booke og mister en flig af friheden. Men jeg har været af sted hvor det var nødvendigt pga. sygdom, og det blev en dejlig camino alligevel. Konkret ift. at booke er det nemmest at du køber Wiselys app til Camino Primitivo – der kan du se alle etaperne og hvad der er af overnatning hvert enkelt sted. Der er link direkte til booking eller telefonnummer til alle steder. Det går fint at booke fra dag til dag når I ikke er i højsæsonen. Bedste hilsner Marie
Hej Marie,
Tusinde tak for en super hjemmeside!
Jeg har brug for et godt råd i forbindelse med vores tur til Santiago. Min teenage søn på 16 år har sagt ja til at gå caminoen med sin mor – juhuuu glæder mig og har aldrig selv gået den, ej heller dele af dem. Jeg vil gerne vi ender i Santiago de compostella, ruten skal ca være 200-250 km vi har ca 10 dage- måtte jo servere den blidt for min teenager at vi skal gå ca 20 km om dagen, men jeg tror vi kan klarer mere da vi begge er i god form:)
Hvor vil du foreslå vi starter? og på hvilken camino? Jeg tænker der skal være lidt folf så min teenager ikke tror jeg har taget ham til verdens ende hvis du forstår. Vi tager afsted slut juni.
Dbh Katrine
Hej Katrine! Hvilken gave at få sønnike med! Helt vildt dejligt. Jeg har selv haft teenagere med på Sanabrés og Inglés. Begge caminoer er der slet ikke lige så mange mennesker på som på fx Francés og Portugués. Min oplevelse er, at chancen for at møde nogen på hans alder er størst på de store ruter. Så umiddelbart ville jeg nok kigge på Francés fra Astorga (256 km) eller Portugués fra Porto (282 km, hvis I kombinerer kystruten, centralruten og Variante Espiritual som vi gjorde): https://www.friefodspor.dk/guide-vores-etaper-paa-camino-portugues-belaert-af-erfaring/ Den kan I også vandre med kortere etaper, hvis I hellere vil det. Se vores forslag her: https://www.friefodspor.dk/korte-etaper-camino-portugues/ På kystruten kommer I til et par surfersteder, det er måske også sjovt… Rigtig god tur kh Marie
Vi skal godt nok først afsted i 2020, men har allerede planlægning i gang.
Hvilke andre muligheder har vi, hvis herbergene er fyldte i de byer, vi ankommer til. Vi skal gå Ingles ruten.
– og så er det en fantastisk hjemmeside I har her med utrolig meget information og inspiration. Denne her side er nærmest blevet en bibel for mig.
Hilsen Mette
Hvor er det bare superfedt, at du kan bruge siden så godt. Det er meget sjældent jeg har oplevet et fyldt herberg, og på Inglés er risikoen endnu mindre. Der er mange muligheder, når det alligevel sker. Fx er der mange små hostals langs ruten, man kan vælge. Det er en anelse dyrere, men stadig billigt ift. Danmark. Andre gange går man lidt længere og finder et sted. Eller man ringer frem ad ruten fx til et lille landhotel – de er som regel søde at hente en i bil og køre en tilbage til hvor man var på ruten. I andre byer er der ‘nødpladser’ fx i kirker, gymnastiksale eller andre offentlige bygninger. Opfindsomheden er stor ift. at hjælpe pilgrimme overalt langs caminoen. På Inglés fik jeg på et tidspunkt sendt et billede fra en pilgrim, der på grund af byfest ikke kunne få plads på herberget i Pontedeume. Hun fik plads i en restaurants festlokale! Glæd dig så meget til at komme af sted! kh Marie
Hej Frie Fodspor
Tusind tak for jeres vildt inspirerende og lærerige side.
Forrige sommer gik vi Camino Primitivo – vi bruge 12 vandredage. Det var en helt vidunderlig tur, en helt uforglemmelig oplevelse.
Vi har 10 dages ferie fra den 8. November. Måske er det ikke det helt rigtige tidspunkt at gå en Camino på. Men vi vil gerne våge forsøget alligevel. Vi er indstillet på, at det Lan blive en regnfuld tur – men det kan jo også være en særlig oplevelse.
Vi er i tvivl om, hvilken ruten der vil være den bedste på den årstid – hvad kan I mon anbefale?
Mange hilsener
Charlotte og Claus Lindberg
Kære Claus og Charlotte. Heldige jer! Jeg tror ikke nødvendigvis det er et dumt caminotidspunkt. De sidste to vintre mens jeg har set på grå-i-grå-Danmark har jeg misundeligt fulgt forskellige pilgrimmes vintercaminoer, og woooow, når himlen er blå. Ja, statistisk kan I få regn, men moooon ikke også vintersol. Jeg har umiddelbart to meget forskellige forslag: Enten kan I vælge den franske rute, fordi der er flest services og I dermed har flere muligheder, hvis mange steder er lukket pga. lavsæson. Det er tydeligt på den franske rute, at nogle steder lukker i de stiller perioder – det skilter de med. Jeg hælder selv mest til denne løsning. også fordi I så kan opleve magien på ruten uden at vade i mennesker. Det er en gave i sig selv. En anden måde at gribe det an på kunne være: Hvad er den sydligste og dermed varmeste camino på det spanske fastland? Det er Camino del Estrecho, som vi har haft overvejet. Der tør jeg næsten love, at I i november vil være eneste pilgrimme, så I skal ikke vælge den for det sociale, men for vejret. Den camino kræver lidt viden og forberedelse for at lykkes. Der findes meget sparsom info om den, men jeg har samlet det jeg har fundet her: https://www.friefodspor.dk/guide-camino-del-estrecho/ Og et helt tredje forslag: Vidste I, at der findes Camino de Santiago de Gran Canaria? Den er godt nok kun tre dage – men der er masser af andre stier, og vi vandrer der i julen i år. Buen camino uanset hvilken I vælger hilsen Marie