GUIDE Bao Loc: Turistfri bryllypsby i Vietnams bjergene

Nogle gange kommer de bedste oplevelser, når man slipper planen og kontrollen. Bjergbyen Bao Loc overraskede os

Vi mødte en englænder, der bor i Ho Chi Minh City. Han har sagt sit job som engelsklærer op for at se landet og tænke over, hvad der nu skal ske. Nu suser han af sted på sin motorcykel, og hans begejstring fik os til at rejse i hans spor. Det førte os til bjergbyen Bao Loc, som er alt andet end en turistdestination – og det er det fede ved det.

Tivoli på vietnamesisk

Vi tog turen fra Cat Tien Nationalpark til Bao Loc for første gang med privatchauffør, og det blev en oplevelse i sig selv. På vejen besøgte vi nemlig vandfaldet Damb’ri, som viste sig at ligge i Vietnams pendant til et hensygnende provinstivoli.

Dametoilettet bød på hunks at se på, og herretoilettet på labre damer med sensuelt åbne munde over rækken af pissekummer (!).

Vi inviterede vores chauffør med i Damb’ri ‘Tivoli’, og jeg lover: Det var første gang i sit liv, vores chauffør var i Tivoli. Han drønede storsmilende og euforisk rundt og tog den ene selfie efter den anden. Og hans begejstring, da vi købte ham en billet til parkens alpine coaster: Jeg savner ord!!! Ægte glæde, barnlig begejstring, toppen af et øjeblik. Ivrigt blev alt delt på sociale medier og med SMS og telefonopkald, mens han snirklede os videre gennem bjergbyerne, hvor halvdelen af vejbredden typisk er okkuperet af kaffebønner, der tørrer i solen.

Bryllup og bjergudsigt

Men frem nåede vi til Bao Loc – en bryllupsby med wedding restaurants og den ene marengskjolebutik efter den anden.

Her er koldt, folk går i dynejakke og babyerne har strikkede huer på, for temperaturen kommer helt ned på 19 grader! Igen på vores vens anbefaling gik vi efter skiltet “Photo and Bike”, og havnede på hvad der viste sig at være byens ultimative rooftop-bar. Her kunne vi falde hen i vores smoothies omkranset af kaffeplantager og bjerg efter bjerg.

Som turister var vi helt og aldeles byens eneste: Folk stoppede os for at få taget billeder med os, og i butikkerne gjorde ekspedienterne det samme, mens de smilede og pegede mod himlen.

Aftenen blev tilbragt på den meget autentiske fiskerestaurant/karaoke-bar på hjørnet af søen i selskab med bjældefulde vietnamesere, der glade vaklede af sted og hoppede tre på scooteren hjem.


MERE OM VIETNAM