Shelter ved Klokkerholm Møllesø på Hærvejen


ETAPER Hærvejen med telt Frederikshavn – Padborg (21 eller 20 dage)

Vil du vandre Hærvejen med overnatning i telt? Så tjek vores etapeforslag Frederikshavn – Padborg

I etapeforslaget har vi sat de steder sammen, vi synes allerbedst om. Etaperne er med andre ord dem, vi ville have valgt, hvis vi havde set de forskellige primitive overnatningssteder på forhånd.

Etaper med telt Frederikshavn – Padborg 21 dage

Etaperne her giver dig i gennemsnit 23,1 km pr. vandredag, og du overnatter på en blanding af primitive lejrpladser, offentlige sheltere og private teltpladser. Hvis du vil have længere vandredage, kan du også kigge på vores forslag til Hærvejen med telt på 20 dage

1. Frederikshavn – Granly 15,0 km
2. Granly – Slettingen 27,7 km
3. Slettingen – Hammer Bakker 27,1 km
4. Hammer Bakker – Drastrup Skov 25,8 km
5. Drastrup Skov – Veggerby Kirke 22,3 km
6. Veggerby Kirke – Østrup 26,4 km
7. Østrup – Simested Å 16,8 km
8. Simested Å – Hjarbæk 22,7 km
9. Hjarbæk – Hald Hovedgård 26,9 km
10. Hald Hovedgård – Grathe Hede shelterplads 21,9 km
11. Grathe Hede shelterplads – Den Skæve Bane 24,5 km
12. Den Skæve Bane – Højderyggens shelterplads 28,8 km
13. Højderyggens shelterplads – Knudshøje shelterplads 23,5 km
14. Knudshøje shelterplads – Vingsted Sø teltplads 22,3 km
15. Vingsted Sø teltplads – Klebæk Høje overnatningsplads 25 km
16. Klebæk Høje overnatningsplads – Frihedsbroen shelterplads 22 km
17. Frihedsbroen shelterplads – Ellegaard 23 km
18. Ellegaard – Vedsted 29 km
19. Vedsted – Skrivergårdens shelterplads ved Rise Kirke 19,3 km
20. Skrivergårdens shelterplads – Kiboshelters Perbøl 22,3 km
21. Kiboshelters Perbøl – Padborg 11,9 km

Dag 1 Frederikshavn – Granly 15,0 km

Totalt hyggelig plads med lavvu. Der er skovstemning, udekøkken, bålsted og det hele.
Se Granly shelterplads her

Lavvuen på Granly shelterplads

Lavvuen på Granly shelterplads

Vandre Hærvejen med telt

Dag 2 Granly – Slettingen 27,7 km

Dejlig plads – rart sted med flere sheltere, som ligger hyggeligt i en stor lysning.
Se Slettingen shelters ved Jysk Ås


Dag 3 Slettingen – Hammer Bakker 27,1 km

Suuuk, hvor skønt! Hammer Bakker er en af perlerne på Hærvejens nordøstlige ben. Billedet viser den store shelterplads. Der er også en mindre plads meget tæt ved, som er oplagt, hvis man ikke er en gruppe.

Hammer Bakker shelterplads på Hærvejen

Dag 4 Hammer Bakker – Drastrup Skov 25,8 km

Drastrup Skov er friteltningsskov og første mulighed for at slå telt op efter Aalborg. Ved Kirkedalen er der en flad plæne og et lille overdække med bænke.

Teltplads Drastrup Skov ved Aalborg

Pausested på Hærvejen

Dag 5 Drastrup Skov – Veggerby Kirke 22,3 km

Ved Veggerby Kirke er der hele to gode valg inden for 100 m: Over for kirken har en gartnerfamilie skabt en oase af et hjem, og de har et shelter med udsigt i baghaven, som man må låne – find dem i appen Brug min baghave og kig efter huset ved denne låge:

Brug min baghave ved Veggerby Kirke

Skråt over for, på bakken bag ved Veggerby Kirke, er der også en shelterplads med to sheltere, bålsted og udsigt:

Shelterpladsen ved Veggerby Kirke

Dag 6 Veggerby Kirke – Østrup 26,4 km

Østrup har fået et ret fint naturrum langs den nedlagte jernbane – i dag Himmerlandsstien.

Østrup naturrum

Selve shelteret ved Østrup ligner en togvogn og ligger desværre lidt mørkt – det virker ikke som et shelter, der bliver brugt særlig ofte:

Togshelter

Alternativet er at stoppe i Aars 7,6 km før Østrup og sove på Baneskovens Friluftscenter.

Dag 7 Østrup – Simested Å 16,8 km

Desværre glemte vi at tage billede af teltstedet ved Simested Å. Vi holdt pause, og det er et fint, stille sted med telt. Intet shelter.

Dag 8 Simested Å – Hjarbæk 22,7 km

Der er shelter lige på Hjarbæk Havn – men overvej grundigt at vælge Hjarbæk Pilgrimsherberg i stedet. En perle af hjertevarme. Se lige en terrasse!

Hjarbæk Pilgrimsherberg

Dag 9 Hjarbæk – Hald Hovedgård 26,9 km

Her er både primitiv teltplads, Lejrpladsen ved Hald og hærvejsherberg. Herberget er megafint indrettet i den gamle stald. Hele området er superdejligt og værd at trave en aftentur i.

Hald Sø

Dag 10 Hald Hovedgård – Grathe Hede shelterplads 21,9 km

Shelterpladsen åbnede i slutningen af 2021 – fine udsigter over den historiske hede.

Grathe Hedes shelterplads

Der er das, men indtil videre ikke vand. Sidste sted at tanke vand er Stendal shelterplads, som er en omvej på 800 meter fra Hærvejen. Grathe Hede shelter ligger meget mere stille end Christianshøj shelter længere fremme, som er plaget af støj fra vej 13.

Dag 11 Grathe Hede shelterplads – Den Skæve Bane 24,5 km

Shelterplads Den Skæve Bane ligger ved en sti lavet langs et nedlagt jernbanespor – deraf navnet. Her er toilet og vand. Der har tidligere været udfordringer med okker i vandet, men de er ved at være løst nu

Shelterplads på Hærvejen Den Skæve Bane

Dag 12 Den Skæve Bane – Højderyggens shelterplads 28,8 km

Lille shelterplads i en lysning med udsigt over højderyggen – se det her. Das og vand.

Dag 13 Højderyggens shelterplads – Knudshøje shelterplads 23,5 km

Hyggelig shelterplads! Knudshøje shelterplads har vand, toilet – og høhotel!


Dag 14 Knudshøje shelterplads – Vingsted Sø teltplads 22,3 km

Teltpladsen ved jernalderlandsbyen hedder Vingsted Sø teltplads og ligger mere stille end shelterpladsen Vingsted tæt på Sportsfiskernes hus. Vand og toilet ved jernalderlandsbyen

Hærvejen Vingsted shelterplads

Dag 15 Vingsted Sø teltplads – Klebæk Høje teltplads 25 km

Et par km før Bække ligger Klebæk Høje overnatningsplads – godt nok ikke med på www.udinaturen.dk som andet end en bålplads, men den er god nok. Både vand og toilet.

Dag 16 Klebæk Høje teltplads – Frihedsbroen shelterplads 22 km

Frihedsbroen er en lækker shelterplads ved den historiske bro over Kongeåen. OBS: Du er blot et par hundrede meter fra et ekstremt godt pilgrimsherberg her – Kongeåen. Svært valg i dag…

Frihedsbroen - Danmarks gamle grænse

Kongeåaens hostel på Hærvejen

Kongeåens hostel er et af de mest veldrevne, vi overhovedet oplevede langs Hærvejen.

Dag 17 Frihedsbroen shelterplads – Ellegaard 23 km

Ellegaard har både pilgrimsherberg og teltplads. Telt koster 30 kr. pr. mand og bad 10 kr. Superfedt udekøkken og udebad. Det kan godt være det hedder hærvejsherberg, men hvilket fantastisk teltsted!

Ellegaard teltplads Hærvejen

Dag 18 Ellegaard – Vedsted 29 km

Shelterpladsen Det Grønne Hjørne i Vedsted ligger midt i byens park lige ved købmanden. Vand og toilet.

Dag 19 Vedsted – Skrivergårdens shelterplads 19,3 km

Vi var ikke inde på Skrivergårdens shelterplads, men landskabet her er virkelig smukt. Vand, toilet og bad. Er ikke på udinaturen.dk, men den er god nok.

Skrivergårdens teltplads på Hærvejen

Dag 20 Skrivergårdens shelterplads – Kiboshelters Perbøl 22,3 km

Hos Kiboshelters kan du opleve en fantastisk dejlig familie og et hobbitagtigt shelter. Virkelig godt pausested.

Dag 21 Padborg 11,9 km

Slutstedet for Hærvejen i Padborg

Fra der hvor Hærvejen slutter og ind til Padborg Station er der tre km ekstra. Du vandrer smukt ad Gendarmstien.

Hærvejen: Etaper med telt Frederikshavn – Padborg 20 dage

Hvis du vandrer længere etaper de første fem dage, kan du vandre Hærvejen på 20 dage med 24,3 km i gennemsnit pr. vandredag:

1. Frederikshavn – Thorshøj 27,7 km
2. Thorshøj – Klokkerholm 26,3 km
3. Klokkerholm – Aalborg 30,8 km
4. Aalborg – Harrildhus shelterplads 25,9 km
5. Harrildhus shelterplads  – Aars 25,6 km

Dag 1 Frederikshavn – Thorshøj 27,7 km

Vi sov i telt ved Thorshøj Gl. Skole – virkelig søde folk i hele landsbyen!

Thorshøj Gl. Skole


Dag 2 Thorshøj – Klokkerholm 26,3 km

Shelteret ved møllesøen – sååååå smukt… Til højre den perfekte terrasse til aftensmad i solnedgangen ved søen.

Smuk shelterplads ved Klokkerholm Møllesø

Dag 3 Klokkerholm – Aalborg 30,8 km

Her sov vi på værelse på Prinsens Hotel og fik tid til at se domkirken – Budolfi Kirke

Solnedgang Budolfi Kirke

Dag 4 Aalborg – Harrildhus shelterplads 25,9 km

Landmandsfamilien her har bygget et rigtig godt shelter og hele gården er en oplevelse:


Dag 5 Harrildhus – Aars 25,6 km

Inde i Aars kan man sove på Baneskovens Friluftscenter. Fortsætter du videre efter Aars, passer det godt med Simested Å – se dag 7 ovenfor.

Se kort over sheltere og teltpladser langs Hærvejen

Vi havde stor glæde af kortet her da vi vandrede. Der er rigtig mange overnatningssteder med for telt og shelter. Dækker desværre ikke det nordøstlige ben af Hærvejen:

Her fandt vi steder at overnatte i telt og shelter:

Appen til Hærvejen måtte vi opgive at få til at fungere.


MERE OM DANMARK

Vandrere på Hærvejen
Hvor regnbuen ender
Hærvejen på et kort
Vandre Hærvejen med telt