VANDRERUTE Spektakulære udsigter fra Camogli til San Fruttuoso (7,2 km A til B)
Fra den hyggelige by Camogli i Ligurien går der en udfordrende vandrerute med spektakulært smukke udsigter til klostret i San Fruttuoso
Camogli er en tophyggelig by ved kysten i Ligurien. Bor du her på din ferie, er der en fantastisk vandresti langs kysten over til klostret San Fruttuoso øst for Camogli.
Facts om vandreruten fra Camogli til San Fruttuoso
- Distance: 7,2 km fra A til B
- Tilbage til start: Det er muligt at sejle tilbage – men tjek afgangstiderne nøje, så du ikke misser den sidste båd!
- Sværhedsgrad: Over middel – læs denne guide nøje
- Risiko for højdeskræk: Ja
Hvilke oplevelser er der på vandreruten fra Camogli til San Fruttuoso?
Starter du i Camogli, bestiger du først en masse smukke, flade trapper op imod kirken San Rocco. Stop og pust ud, mens du nyder udsigten over dalen. Efter San Rocco går turen gennem en nationalpark med forholdsvis brede stier og videre gennem skoven ad ujævne trampestier med mange usigeligt smukke udsigter.
Hvor lang tid tager det at gå fra Camogli til San Fruttuoso?
Selvom ruten her ‘kun’ er lige over 7 km, bør du regne med tre timer. Den er ganske kuperet – og der går tid med at nyde udsigterne og puste ud.
Kan man komme ind i klostret i San Fruttuoso?
Ja, det kan man godt. Det opdagede vi desværre ikke, så vi kan ikke berette derfra.
Se mere på hjemmesiden for klostret i San Fruttuoso
Er der restauranter i San Fruttuoso?
Ja, et par stykker. Regn med at priserne er til den høje side. Stedet ligger så isoleret og spektakulært, at det smitter af på priserne.
Hvor krævende en rute er turen fra Camogli til San Fruttuoso?
Det kommer an på, hvor erfaren du er. Vi vandrede denne rute som komplet nybegyndere i 35 graders varme. Det gik sådan set fint, lige til vi kom til første passage, hvor stien skråner så meget til siden, at man skal holde fast i kæder fæstnet i klippen for at komme forbi. Der er temmelig langt ned, og der er cirka ti passager på ruten med kæder – alle omkring klippefremspringet Punta Chiappa.
Torben klarede disse passager super, Marie var temmelig bange. Vi var meget tæt på simpelthen at vende om, men kæmpede os igennem skrækken for, at kæderne ville knække. For en komplet grøn vandrer er passagerne med kæder noget, der rykker grænser. For den erfarne vandrer er ruten sikkert piece of cake. Her et lille stemningsbillede af en presset nybagt vandrer:
Vil du have en mindre udfordrende rute til San Fruttuoso?
Du kan sagtens vandre til San Fruttuoso nemmere end fra Camogli. Vandreruten til San Fruttuoso er væsentligt mindre krævende, hvis du vandrer østfra i stedet for vestfra.
Se vandreruten fra Santa Margherita til San Fruttuoso
Hvordan kommer man tilbage til start i Camogli?
Vi sejlede tilbage til Camogli – turen koster cirka 10 euro. Sørg for at tjekke fartplanen grundigt inden afgang, for der er ikke togforbindelse i San Fruttuoso.
Se sejlplanen for båden fra San Fruttuoso til Camogli
Kort over vandreruten fra Camogli til San Fruttuoso
Her kan du se vandreruten fra Camogli til San Fruttuoso på et kort. Du kan nemt få kortet ind på mobile, så du kan se din egen lokation som en blå prik på kortet:
- Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
- Klik på linket her til vandreruten fra Camogli til San Fruttuoso (7,2 km) – du er den blå prik på kortet.
Tip: Overnatning til vandreferie på Portofino-halvøen
Vi boede rigtig dejligt i den stille italienerby Camogli:
Se: Camogli – italienernes hemmelige sted