INDBLIK Caminoen kalder

Tyve år af mit liv har Pyrenæerpasset på den første dag af Camino Francés været i min horisont. Caminoen kalder mig til at gå

Der er et bjerg foran os. Et bjerg af længsel, håb, sommerfugle. Frygt og forventninger. Tvivl og taknemmelighed.

Bjerget for enden af gaden

Ankomst til Saint-Jean-Pied-de-Port

Her ved foden af Pyrenæerne og starten af caminoen, er det stort i mere end een forstand: Når bjergryggene tårner sig op for enden af Saint-Jean-Pied-de-Ports smalle stræder. Når vi taler med andre pilgrimme, der er her første gang, og “i morgen” helt naturligt stikker hovedet ind i samtalen i dag.

Når vi vandrer rundt i byen nu, er det tydeligt, hvor mange menneskers varme minder og beretninger, jeg har suget til mig, mens jeg ventede på, at det blev min tur. Genkender så mange smukke og kærlige hjørner, at det franske baskerland føles næsten hjemligt. Rygsækken er pakket med flûtes, baskisk brebis-ost, pølser og tomater.

Panorama for pensionister?!?

DAG 1 Saint-Jean-Pied-de-Port til Roncesvalles 24 km

Efterhånden som dagens scenarier spiller sig ud for vores blik, og højdemetrene dagen igennem tårner sig op i mange forskellige versioner, bliver jeg overvældet af, at vi deler dette sted og dette øjeblik. At vi er her NU, stærke sammen. Et komplet sammenvandret ægtepar, som aflæser hinandens mindste tegn. Vejrtrækningen, mønstrene op ad bakke, ned ad bakke, tankemønstrene. Hvad end jeg er sulten, skal tisse, er tørstig eller lakridstrængende, behøver jeg faktisk ikke længere bruge ord. Vi har vores fælles vandreoplevelser med i rygsækken nu, og jeg kan ikke tænke mig noget smukkere og mere magisk.

Orisson, et vidunderligt stop efter knap 11 km i Pyrenæerne

Napoleonsruten er for os lidt som livet: Grundlæggende varmt og dejligt (27 grader), nogle gange med ualmindelig hård vind, andre gange med temmelig stejle udfordringer, og andre gange igen i skyggen af store bjerge. Så meget desto dybere glæden og taknemmeligheden i alle øjeblikkene med læ og fred og fantastisk fællesskab.

Blæsten er så stærk, at jeg deler frisure med de sejlivede får, der græsser her:

Det kalder jeg en fåret frisure… Åbenlyst i eet med naturen!

Vi har valget mellem en panoramisk og nem rute eller en stejlere og temmelig krævende skovrute ned til klostret i Roncesvalles. Ubeslutsomme som altid lader vi en lodtrækning afgøre. Den sender os ad den nemme panoramarute. Men nogle meter nede ad stien siger Torben “pensionist”, og BUM! Stædige som muldyr går vi opad igen for i stedet at tage den stejle, bøvlede skovrute, vi er blevet advaret om. Måske fordi vi kan. Måske fordi vi stadig kan. Måske fordi vi ikke kan lade være. Måske fordi vi tidligere i vores fælles liv sjældent har taget den nemmeste vej. Måske fordi noget andet. Måske starter morgendagens samtale lige der….

Vi kan rapportere, at den stejle skovrute er fin og stille, men slet, slet ikke de ømme knæ og lår værd!! Så meget for at spænde buen.

Velsignet stilhed hos søstrene

DAG 2 Fra Roncesvalles til Zabaldika 34 km

I dag er på alle måder forskellig fra i går. I går tog vinden tilløb over bjergenes vidder, og vi kunne trække vejret bare ved at åbne munden og lade lungerne fyldes ved vindens kraft. I dag er læfyldt og lun, og med en stille sol bagende hele vejen. Det meste ad små, smalle stier omfavnet af efterårets farver.

Vi prøver at komme ud ad trit med følelsen af, at her er mange pilgrimme. Den dag vi startede, startede over 200 andre pilgrimme også deres pilgrimsfærd. De oplagte stop – som Roncesvalles efter Pyrenæerne – trækker af gode grunde mange pilgrimme til. Plus bed bugs, som andre på vores 64-personers sovesal havde “glæde” af i nat!

Det ender med ekstra kilometer i dag, i håbet om at komme ud af takt med de overnatningssteder, de fleste guidebøger anbefaler. Vi slider os de sidste meter op til det godt gemte kloster Zabaldika på bakketoppen i næsten middelalderlig stil med værkende krop og salig sjæl.

34 km senere – smuksak, ikk´?

Her sidder vi nu lige dele udmattede og lykkelige med 34 km i benene, rødvin i glasset og spansk ost på tungen.

Planen om at rykke ud af takt med pilgrimsmylderet lader til at virke: Vi er pilgrim nummer fire og fem, og her er ellers plads til 18. Vi har brug for stilheden. Vi prøver at snubbe os sammen til at bade, inden vi skal til både messe og velsignelse hos søstrene.

Hylden i klostrets kirke, hvor der bliver sunget og holdt sharing for pilgrimme

Efter velsignelsen står en sært velkendt kvinde i køkkenet. Genkendelsen og forvirringen er gensidig – indtil vi finder ud af, at vi har krydset hinandens vej tre år tidligere på Camino Primitivo. Fra dengang husker jeg især hendes ekstraordinære måde at forkæle sig selv på plus hendes ulidelige snorken. Begge dele fik min smålige irritation til at ulme, og set i bakspejlet lærte hun mig meget om mig selv. I dag er hun her ikke for sig selv, men for os andre – som frivillig hospitalera bag gryderne i køkkenet. Hvert år arbejder hun lige så meget frivilligt på caminoen, som hun vandrer. For hende er det balancen i at give og tage imod. Nu er det pludselig mig, der er ’nyderen’. Om jeg også snorker, ved jeg ret beset ikke, for i dag er jeg så udmattet, at jeg uden tvivl kommer til at sove først!

At bære hinandens byrder

DAG 3 Zabaldika til Uterga 25,1 km

Der er dage, hvor vi er, hvem vi er, takket være andre mennesker. Efter en lang tænkepause på en bænk i skyggen under et træ, beslutter jeg ud på eftermiddagen for første gang ever at sende husbonden alene til fods de sidste seks km til dagens seng, og selv tage en taxi. Jeg har syrende smerter i lårmusklerne efter Pyrenæerne og en lang dag to. Er mentalt udmattet og har dagen igennem psyket mig selv med alle mulige dumme tanker om, at en 90 kilos Marilyn Monroe-krop måske er fino til hverdag, men ikke her, hvor ti kilo på sidebenene sjældent er en fordel!

Bedst som jeg vælger at give op, tilbyder en lille sicilianer at bære min rygsæk for mig til næste bjergtop. Først er jeg genert ved at tage imod, men jeg mærker, at viljen til at hjælpe er ægte, og siger nølende ja. Men kun efter at have proppet alt, hvad der var muligt i Torbens rygsæk! Ægte camino angel. Hvem bærer en fremmeds rygsæk noget sted i verden?

Min rygsæk på vej op ad Alto de Perdón på ryggen af en camino angel fra Sicilien

Det viser sig at være en panoramisk caminooplevelse, jeg har været meget tæt på at gå glip af: Synet fra bjergtoppen Alto de Perdón med det tørre, vidtstrakte landskab og Vincent Galbetes pilgrimsfigurer, der for mig indfanger det hele: Storheden, sliddet, fællesskabet, at være lille i en stor, stor verden.

Hvilende pilgrim, Alto de Perdón

Vi har til gengæld den glæde at kunne hjælpe som fotoassistenter for sicilianerens vandremakker, “Mon Pote”. Han er en lille sanktbernhardshund i plys, som vandrer caminoen med sin ejer, Nicholás fra Frankrig, der fortæller om sin camino gennem Mon Pote:

Mon Pote på Alto de Perdón

Vi har før set voksne med maskotter, og luret på konceptet. Nu er vi lidt klogere….

Mon Pote rider på hest med hjælp fra Torben

Det havde sikkert været mere trygt og nemt at fortælle om vores camino gennem en maskot. Men jeg har aldrig fortrudt at være mig selv på caminoen. Aldrig fortrudt åbenheden. Hverken om det svære eller det smukke!

Aftensolen og mere end eet glas iskold øl bliver nydt på en terrasse i Uterga.

Sene caminomorgener – de findes faktisk

DAG 4 Uterga til Villatuerta 25 km

Solen er sent oppe her på caminoen, og det samme er vi heldigvis. På sovesalene har der hersket ro indtil omkring de 07 og længere. Vi har endda set pilgrimme blive vækket klokken otte. Dejligt. Intet sengeræs her. Kroppen behøver hvile. Vi nyder Navarras støvede jordlandskaber, og at i dag er første skyede dag, så huden får lidt hvile. Glem ikke solcremen, heller i oktober!

Indtil videre overrasker Camino Francés os især med sin skønhed og de mange, mange højdemeter. Synes ikke at have læst noget sted om, hvor kuperet en rute det er! Det er tydeligt nu, at Pyrenæerne sidder i kroppen et par dage. Plus at hver etape siden da har givet nye stigninger og nedstigninger, der er værd at skrive hjem om. Forude venter imorgen “Knee wrecking route” fra Villamayor de Monjardín til Los Arcos. Gad vide, hvad den så er sammenlignet med de sidste dage?

Denne camino er for os en række menneskemøder så korte som et vindpust på kinden, men ofte så meget dybere end det. Det er ikke altid, jeg forstår historien først, men ofte har jeg den i rygsækken, og senere, om en dag eller et år, giver den pludselig mening.

Her på caminoen ved du aldrig, hvordan de andre pilgrimme hører sammen. Om de har vandret sammen i syv minutter eller syv år. Men du ved og mærker, at de er lige her og lige nu af en grund.

Dagen har været mest præget af de dybe dale i mit indre, men også af de funklende glimt, når jeg pludselig kan lave Anders And-hop og vende hjem til en tryg hippiehule efter at have rykket mig fysisk som psykisk. En camino er aldrig a walk in the park, erkender jeg. Igen!

Dagens herberg er det smukkeste, jeg har set: En spansk ’carmen’ med en 400 år lang historie, som hospitalera fortæller os om.

Bygningen er nænsomt renoveret, og det er dybt fascinerende at gå på stengulvene og de gamle, slidte trin og tænke på alle de andre trætte fusser, der har slidt dem blanke gennem århundreder.

Vi er alene på herberget med en ung, fransk kvinde med den tungeste udstråling. Det er, som om min energi falder 40 pct., hver gang hun er nær. Ikke en ’solstråle’, men en ’surstråle’. Men nu sidder vi så her kun os tre bænket sammen ved det fælles spisebord. Nemt glider snakken ikke, men da hun hører, at jeg har hælsmerter, går hun ivrigt i gang med at vise mig særlige yogastillinger. Efterhånden, som jeg kender caminoen, er jeg ikke reelt overrasket over pludselig at stå i hundestræk med en vildt fremmed! Jeg mærker yogaen virke med det samme, og ved, at hun potentielt har reddet min camino og min fod i denne omgang. Så meget for fordomme. Tit har de mennesker, vi møder på caminoen noget med til os. Hvad end vi vil det, og ser det, eller ej. For det vil jeg gerne sige tak.

En lortedag…

DAG 5 Villatuerta til Los Arcos 27,3 km

Det starter som en rigtig lortedag. Bogstaveligt talt! Tilbringer natten på vores ellers skønne og dyre kostald af et hippieværelse med at løbe til og fra toilettet indtil klokken tre, hvor jeg så starter med at kaste op. Rimelig træt pilgrim ved morgengry. På en pilgrimsrejse er man på alle måder nødt til at være med sin krop, hvad end den nu byder.

Vi starter ud i det muliges tempo, mens sveden hagler af mig, samtidig med at jeg hundefryser af feber i morgensolens tolv grader. Fremme i første by ser vi midt på Calle Mayor en pilgrim, der står og kaster op. Længere op ad formiddagen bliver Torben også dårlig (der skal meget til!!). Lidelsesfællesskab. Mange jokes, der ikke skal gengives her.

Vejen til hvile synes lang i dag, men vi føler os bakket op på vejen…

Mens jeg under vandringen messer barndommens udholdenhedsmantra  – “Jeg tror, jeg kan. Jeg ved, jeg kan. Jeg kan…” – kommer jeg forbi denne plakat:

Som stærk kontrast til vores ynkelige tilstand står etapens majestætiske landskaber med rige vingårde, gamle røverborgsruiner på bakketoppen og pittoreske minibyer i smukkeste sandsten. Vi kommer til den legendariske kilde med vin ved vingården i Irache:

Men tro det eller lad være: Vi må stå over! Billedet her er spil for galleriet:

Dagens 23,9 km bliver tilbagelagt på en halv liter vand og halvanden cola. Intet andet kan komme indenbords indtil videre. De andre pilgrimme må finde dagens tapas – med mindre de også er syge, hvad jeg gætter de er…

Mellem mange grin tynger tankerne mig igen i dag: Hvad er det, der får mig til at vende tilbage til det ydmyge, beskidte og slidsomme pilgrimsliv? Den ene landsby ligner pludselig den anden, den ene pilgrim den anden, den ene dag den anden. Hvem der bare lå ved en hotelpool med en piña colada og faktisk holdt ferie! At det lige præcis er det billede, der nu dukker op på min indre skærm, siger noget om omfanget af min mentale nedsmeltning: Jeg er hverken til pools eller piña colada! Kan ikke forklare, hvorfor jeg er her, med andre ord, end at det er et kald. Caminoen kalder.

I går kaldte vi Cirauqui en ægte Hodja fra Pjort-by og tænkte, at det nok var turens smukkeste ankomst til en by. Men så i dag ligger Villamayor de Monjardín dér i bakkerne med vin, og med den snoede, smukke grussti ind og kirketårnet forude. Camino Francés bjergtager os hver dag, usle eller ej….

Nu flader vi frysende og udmattede ud i de tykke dyner på Albergue de la Abuela, som betyder bedstemors herberg, her i Los Arcos. Sådan er caminoen også.

Det er et under, at vi er her

DAG 6 Los Arcos til Viana 20,1 km

I dag er alt lysere, og vi kravler ud af vores hule under taget på “bedstemors herberg”.

“Det er et under, at vi er her”, lyder det fra min kære mand, mens vi går gennem byporten og ud i morgensolen. Der er nu intet som en omgang omgangssyge, der kan trække taknemmeligheden frem af skabet!

Så her er vi – “humbled”, vil jeg sige. Det samme er flere af vores medpilgrimme, og vi får kærligt tilbudt dit og dat fra deres voksende medicinlagre i rygsækken.

I dag fortsætter Camino Francés ufortrødent sin storladne skønhed. Hvor halvdelen af vores samtaler i går bestod af bøvser, består den i dag af “Naaaaaiiiiii, SE lige” og “Aaaai, det her må vi nyde….” Vores seks unger derhjemme elsker at drille os med vores ih og åh hver gang vi ser smuk natur. De ville have fniset ekstra af os her til morgen. Flere steder står vi blæst imponerede tilbage af landskaberne, men når vi drejer os 180 grader, er det mindst ligeså smukt.

Vejrguderne har i den grad hældt sol ud over dette efterårs camino og gjort os taknemmelige. Men hverken den blå himmel eller vores stigende helbredstilstand kan redde indmarchen til Viana.

Sjældent, hvis ikke aldrig, har jeg set så grim en by fra distancen. Som prikken over i’et sidder en hund og skider med bagdelen direkte mod os, da vi når – ikke til en smuk byport, men i hvert fald til indgangen til denne øjenbæ af en by. “Hvis denne by har en smuk, gammel bymidte, må du kalde mig Mads!!”, udbryder jeg, mens jeg peger på eksempel fire, fem og seks på, hvorfor der burde have været en anstændig stadsarkitekt på banen i denne by fra engang i 1960’erne og frem.

Indgangen til Viana (vi sparer jer for flere billeder…)

Men Viana bliver Camino Francés’ store overraskelse af en by. For her sidder jeg og nyder synet af San Pedroruinerne bevæbnet med Radler og croquetas. Bare kald mig Mads.

San Pedroruinerne i Viana. Husk at gå ind i dem

Ting er ikke altid, hvad de ligner på afstand

DAG 7 Viana til Ventosa 29 km

Morgengryet viser os Viana i tilbageblik fra en noget smukkere side end ankomsten. Også svært andet… Morgenlyset finder akkurat vej gennem det runde vindue i San Pedroruinerne.

Der er noget særligt over at komme med forventningerne skrabende hen ad jorden, og få dem vendt op og ned. Nogle gange er vi måske for hurtige til at danne os en mening på afstand?

Vinmarkerne og bodegaerne (vingårdene, forstås) tager til nu, og vi krydser regionsgrænsen mellem Navarra og La Rioja. Første gamle mand, vi møder, stopper i bilen for i detaljer at fortælle os, at fire til fem minutters gang henne ad stien finder vi en kilde med godt vand. Typisk caminohjælpsomhed! Vi føler os ofte båret frem af lokale og fylder taknemmelige vandflaskerne.

Vejen i dag er mindre spektakulær, men med flere eksempler på, hvordan størstedelen af Camino Francés i dag er planlagt og anlagt: En sti designet til pilgrimme på bedste og mest funktionelle måde. Den nyere bro over en befærdet vej, der sparer os for farlige krydsninger. Den brede grussti i skoven langs indfartsvejen til Logroño, der sparer os for at skulle vandre i vejkanten. Og så videre. Selv her 6-700 km før Santiago tager spanierne arbejdet med caminoen dybt seriøst. Fra skiltning og sikkerhed til opbakning og overnatning.

Vores app er til gengæld ingen tro væbner i dag. Vi har planlagt at vandre 23 km, men efter de 23 viser der sig pludselig at være 6 uforudsete km til herberget. Heldigvis løber vi på en argentinsk caminoven i Navarrete ud på eftermiddagen, som guider os uden om turistcaféen og ned på en godt skjult repos under dette lille torv:

Her finder vi de bedste pintxos, vi indtil videre har fundet noget sted langs caminoen. Et must stop!

Vi hviler benene fire glas rosado og ni pintxos’ tid, inden vi næsten kan trille de seks km hjem i hed eftermiddagssol til Ventosa.

Her slår vi os (igen) ned med vin og tapas i godt selskab med medlem nummer 1 og 2 af pilgrimsforeningen Danske Santiagopilgrimme, der bor hernede det meste af året. Henrik er forfatter til en dansk guide til Camino Francés der, som han lunt bemærker, ikke ville have overrasket os med at udelade seks kilometer i kilometerregnskabet. Hvis vi altså havde taget den med, vel at mærke!

Vi får også et godt spørgsmål fra Henrik, vi ender med at grunde en del over: Hvad er det egentlige problem ved, at der er mange pilgrimme på en rute?

Dejligt møde med et pilgrimsægtepar, vi på flere planer kunne spejle os i. Inklusive spørgsmålet, der bliver stillet begge veje: “Hvem skriver?” Sandheden er, at det gør den ene. Men uden den anden var det aldrig blevet muligt. Tak for evig tålmodighed de sene aftener, og det er ok, at du snorker nu, min dejlige mand❤️

Alting har en ende

DAG 8 Ventosa til Nájera 12 km

Billedet her indfanger det vist: Desværre sidste dag på caminoen for os nu:

Uendelig svært denne gang. Jeg vidste fra starten, at vi kun kunne vandre et par hundrede kilometer, og så kaldte hverdagen. Jeg vidste, det er fornuftigt i forhold til min fod ikke at forcere. Alle de rationelle grunde kan jeg udenad, men længslen efter bare at fortsætte ud i det blå er stærk.

Et af de sidste steder vi ser, er denne lille stenhytte med en interessant inskription.

Jeg har en dyb taknemmelighed med mig hjem. Over at have oplevet fællesskabet mellem os. Over følelsen af at være blevet klogere af det, som har været svært på denne camino. Vi blev syge – men også styrket. Det har for mig været en vandring med mere mismod, end jeg har prøvet før, men også med lykken over at kunne vende og vandre tankerne på plads. På sin egen bittersøde måde er hele denne pilgrimsrejse blevet et billede på vores fælles historie: Hvordan vi har haft modstand og rigtig mange svære tider sammen, mens vi har bygget vores nye sammenbragte familie. Hvordan vi har været helt ude på kanten og næsten mistet troen, men alligevel har holdt fast. Og lykkeligvis nu høster frugterne.

På hurtigst muligt gensyn, elskede camino…