GUIDE Homestay midt i naturen

* Artiklen indeholder annoncelinks – se mere nederst

I Mekong boede vi tre dage på homestay i Green Village omfavnet af natur. Et godt springbræt for at opleve hverdagslivet i Vietnams spisekammer

Vietnams homestays er oprindelig startet som primitiv overnatning hos familier på landet – altså en slags nicheovernatning for turister. I dag er konceptet udvidet – du bor ikke nødvendigvis i en familie: Homestay kan sagtens dække over fx en håndfuld primitive hytter og et egentligt personale. Den hjemlige stemning er dog ikke til at tage fejl af. Priserne er ofte helt i bund, og aftensmad og morgenmad indgår for det meste.

I Green Village 1 er her ikke andet end fem simple og supersmukke bambushytter med hver sin hængekøje og en fælles bambusoverdækket terrasse. Regn med selskab af firbenet Frederik og lyden af frøer natten lang. Stedet er lige nu lukket for bookinger, men samme familie driver også Green Village Mekong meget tæt på (annoncelink).

Sublim cykelguide i Mekong

Bedste beslutning i Mekong var en cykeltur med Tony – en ung vietnameser, der åbnede Mekongs hverdagsliv for os, kunne svare på alle vores spørgsmål om kulturen og livet.

Nu ved vi, at vietnameserne

  • Eeeelsker karaoke. Du finder barer selv i de ødeste egne og hele tårne med syngesale i storbyerne
  • I det store og hele ikke er religiøse. Men de tror på ånder og begraver helst deres afdøde i haven, for at have dem tæt på og kunne spørge dem til råds
  • Går med mundbind, de fleste for at undgå at blive solbrændt. Et udendørs, fysisk arbejde i solen er lig med lav status
  • Er et ualmindeligt tilgivende folkefærd: Efter årtiers meningsløs og grusom krig, møder de nu storsmilende os vestlige rejsende (inklusiv franskmænd og amerikanere!) med et “If you live in the past, you can’t create the future”.

Pagoderne tager sig af de forældreløse

På turen kom vi indenfor i en lille pagode. Pagoderne spiller en vigtig rolle som hjem for forældreløse børn, op til seks nye hvert år. Det er oftest børn af ugifte mødre. Har de først vinket til deres børn, er der ingen vej tilbage.

Hvad betyder annoncelink?

Når der står (annoncelink) efter et link, betyder det, at hvis du booker overnatningen via linket, går en brøkdel af betalingen til at finansiere Frie fodspor. Booker du via et annoncelink, støtter du Frie fodspor, og booking.com tjener mindre. Din pris for overnatningen stiger ikke, men du hjælper os.

MERE OM VIETNAM