GUIDE Flydende markeder og hverdagsliv i Mekong


Efter tre dage i “Vietnams spisekammer” ved vi, hvor størstedelen af landets lækre råvarer kommer fra. Følg med off the beaten track

Vi har cyklet og sejlet Mekong rundt og set hverdagslivet og Vietnams kontraster. Mekongfloden er ikke blot en afgørende handelsåre og ramme om de flydende markeder for frugt og grønt, men også opvaskebalje, skraldespand, skolevej og stedet at skylle krydderurter (!). Plus sikkert flere andre kombinationer, det er bedst ikke at vide for meget om.

Vi tog på tur med vores homestay Green Village for at opleve Cai Rangs flydende markeder. I Green Villages egen, lillebitte træbåd og meget mere nærværende end de store turistbåde, vi også så. Og til en brøkdel af prisen.

Efter sejlturen til de flydende markeder kom vi forbi en risnudelfabrik, hvor vi fik mulighed for for at se, hvordan nudler blev fremstillet, før de store fabrikker gik i gang:

Vi er vietnamesernes ferie

I Mekong har vi boet på homestay Green Village helt ude på landet omgivet af rismarker. Vi har set fattigdom, men også stor foretagsomhed for overlevelse. Og de mest begejstrede smil og ‘Hellooooo’, når skolebørnene i uniform cyklede hjemad. Stor var fryden, da vi lærte at smile ‘Xin Chaaaau’ tilbage. For vietnameserne ude i de øde egne er synet af nogle som os det nærmeste de kommer en ferie i udlandet i hele deres liv.

Find hverdagslivet i Mekong

Vi traver typisk meget langt, og det er en super måde at nå at få indtrykkene indenbords. I Mekong er nogle af grusvejene store nok til biltrafik – de er typisk uendeligt lange og lige. Ved første øjekast tror man, at grusvejene er, hvad der er. Men kig godt efter, hver gang grusvejen passerer en bro. Langs alle Mekongs bifloder er et sindigt net af helt smalle stier – det er HER hverdagen leves.

MERE OM VIETNAM