Kikkert ved udsigtspunktet over Bølling Sø


VANDRERUTE: Fortidens fodspor ved Bølling Sø (11 km)


Oplev de hemmeligheder, der gemmer sig under Bølling Søs smukke overflade gennem lytteposter, der gør historien levende

Ved Bølling Sø kan du gennem projektet Fortidens fodspor vandre på stier, vores forfædre har trådt og høre deres barske liv folde sig spillevende ud ved en række lytteposter undervejs.

Frie fodspor i Fortidens fodspor

Startsted og parkering ved Bølling Sø

Stil bilen ved parkeringspladsen syd for Bølling Sø, Fundervej, 7442 Engesvang hvis du vil forbi alle de ni oplevelsesposter, der indgår i Fortidens fodspor. Hvis du hellere vil vandre en miniversion af Fortidens fodspor, kan du sætte bilen på parkeringspladsen øst for Bølling Sø, Bøllingsøgårdsvej, 7442 Engesvang og vandre den del af ruten, som udgør et loop på 4 km.

Sti ved Bølling Sø

Fremragende fortællinger om fortiden

Du genkender det måske: Den nærmest uendelige historietime, den tørre guide på ekskursionen i folkeskolen, plancherne i skoven med aaaalt for mange ord og lange sætninger. Det er ingen nem disciplin at lave fængende, historisk formidling. Men vi vil vove den påstand, at Silkeborg Museum er lykkedes med formidlingens ædle kunst i deres projekt Fortidens fodspor ved Bølling Sø! Her er opsat ni forskellige oplevelsesposter – fx lytteposter, skulpturer, vendespil og lykkehjul.

Vi opdagede Fortidens fodspor, da vi på vores vandring ad Hærvejen helt tilfældigt fandt en af lytteposterne bag ved Skeldalen shelterplads tæt ved Bølling Sø. Her lyttede vi så til medrivende fortællinger om Hærvejens hulveje, at vi hørte dem igen og igen. Ideen er simpel: Man skal selv lave strøm ved at dreje et håndsving for at kunne høre en historie om stedet, hvor man står:

Interaktivt skilt

Lytteposterne er enkelt og genialt interaktionsdesign: Det virker stærkt at skulle bidrage, for at der overhovedet sker noget: Motivationen stiger for hver omgang med håndsvinget, og man køber simpelthen ind på ideen om at høre efter. Historierne er blændende gode: Manuskriptet, indtalingen, lydeffekterne og den stærke stedbundethed – det hele er skruet sammen, så man oplever selv at være med, og ser landskabernes hemmeligheder åbne sig for en. Punktet på pælen her viser, hvor højt jorden har gået, før mennesker begyndte at færdes her og sled hulveje i landskabet.

Interaktiv formidling ved Hærvejn

Er Fortidens fodspor en rundtur?

Ikke i den forstand, at du vandrer i en cirkel. Ruten har start og slut samme sted og har form som en ballon, hvor du starter med snoren, vandrer rundt i en cirkel og vandrer hjem igen ad ballonsnoren.

Er Fortidens fodspor skiltet?

Nej, det er den desværre ikke. Eller altså… du møder forskellige skilte til vandreruter undervejs, men ingen af dem kan følges. På nogle hjemmesider beskrives ruten som syv km ad gul rute og fire ad hvid rute, men i praksis er det mere bøvlet end som så.

Skiftende skiltning

Med start syd for Bølling Sø skal du endelig ikke lade dig narre af, at Fortidens fodspor er tegnet op som hvid rute på oversigtskortet ved parkeringspladsen. Hvid rute på kortet er forvirrende nok ikke ensbetydende med, at du kan følge de første hvide skilte, som kommer kort efter start, for så ryger du direkte af sporet. Der kommer i stedet en blanding af gule markeringer og sorte kløverstimarkeringer, som faktisk er samme rute – vandreruten rundt om Bølling Sø. Men der mangler markeringer på gul rute, i hvert fald hvis du går op til udsigtspunktet markeret som Fortidens fodspor. Når du kommer til loopet af ruten Fortidens fodspor, er der godt nok hvide markeringer, men det er en forvirrende blanding af prikker, trekanter og pile, som er svær at gennemskue. Summa summarum: Glem fysisk skiltning og gå efter gps første gang – se kort nedenfor.

Er Fortidens fodspor en børnevenlig vandrerute?

Ja, det vil vi klart mene – i hvert fald fra fem-seks år og op. Historierne i lytteposterne er engagerende for alle aldre. Der findes også andre aktiviteter som vendespil og lykkehjul. Hvis 11 km bliver for langt, kan man snuppe loopet på fire km den ene dag og resten en anden dag.

Børnevenlig vandrerute ved Bølling Sø

Er der gode pausesteder på Fortidens fodspor?

Hvis vinden piber, kan du finde læ i denne lille hytte i vandkanten, hvor der er indrettet pausested:

Hytte ved Bølling Sø

Der er også en gæstebog i hytten:

Gæstebog ved Bølling Sø

Hvad betyder stenbunken ved Bølling Sø?

Langs stien kommer du forbi dette mindesmærke – en stenrøse rejst i 2008 lige hvor de tre gamle sogne Funder, Kragelund og Engesvang støder sammen. Find en sten på din vandring, læg den i stenbunken og bidrag til oplevelsen. Stenrøsen er placeret præcis på vandskellet – det sted på Jyllands højderyg, hvor vandet på den ene side løber mod øst til Kattegat, og på den anden mod vest til Vesterhavet.

Stenrøse ved Bølling Sø

Sten med Søren Kierkegaard-citat

Hvilke oplevelser er der undervejs?

Udsigterne over Bølling Sø er dragende, og du vandrer ad fredfyldte, smalle stier langs moseområderne og gennem lyngområder.

Udsigter over Bølling Sø

Fortidens fodspor består af i alt ni forskellige oplevelsesposter – fra vendespil og stålskulpturer til lykkehjul og lytteposter. Vi var klart mest draget af lytteposterne, men brugte også tid ved de smukke skulpturer i corten-stål: Her fx skulpturen af en tørvegraver:

Skulptur corten-stål tørvegraver ved Bølling Sø

Her er skulpturen af Tollundmanden – selvfølgelig liggende præcis, som han blev fundet lige her i mosen.

Skulptur af Tollungmanden ved hans findested ved Bølling Sø

Fortidens menneskeofringer er blevet til nutidens moselig, som er et skatkammer af hemmeligheder for forskerne. Det sure og iltfattige miljø i mosen har bevaret Tollundmandens hud, hår og sågar tarmene inkl. hans sidste måltid fra 3-400 år f.v.t. til i dag! Den stod på byggrød med fisk, hørfrø og bleg pileurt kogt på mosevand, og så brændte maden desuden en anelse på. Mums, ikk’?

Liget af Ellingkvinden blev fundet få skridt længere henne ad stien. Det er meget særligt og også lidt uhyggeligt at stå her og kigge ud over mosen der i årtusinder har gemt på vores forfædres hemmeligheder. Gad vide, om vi har fundet det hele?

Mosen ved Bølling Sø

Kan vandreruten forkortes eller forlænges?

Hvis du parkerer på parkeringspladsen øst for Bølling Sø, Bøllingsøgårdsvej, 7442 Engesvang, kan du vandre et loop på 4 km, som kommer forbi 5 af i de i alt 9 oplevelsesposter, der til sammen udgør Fortidens fodspor. Du går dog glip af udsigterne over søen og historierne om moseligene, hvis du kun vandrer loopet.

Hvis du gerne vil have en længere version af vandreruten ved Bølling Sø, er det oplagt at vandre den sorte kløversti, som går hele vejen rundt om Bølling sø (12,7 km) og tilføje 4 km-loopet af Fortidens fodspor. Så får du en 8-talstur på knap 17 km.

Kort over vandreruten Fortidens fodspor ved Bølling Sø

Det her kort får du brug for at have med på mobilen. Fortidens fodspor er nemlig ikke en skiltet vandrerute. Sådan får du nemt kortet ind på mobilen, så du kan se hvor du selv er som en blå prik på kortet:

  1. Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
  2. Klik på linket til kortet over Fortidens fodspor (du er den blå prik på kortet).

MERE OM DANMARK

Vandresti med blomstrende lyng
Smukke udsaigter i Kastbjerg ådal
Hjerritsdal Mølle
Vandrer på Nordsøstien i kuperet landskab ved Kattegat
Karen Blixens fodspor Blixenruten
Græssende dyr - det skal du vide som vandrer
Hytte ved panoramaruten i Bramslev Bakker
Vandrere ved langhallen Fyrkat i Hobro
Udsigt fra Låenhusruten
Sømærkeruten ved Svinkløv Badehotel og Svinklovene
Jættebolden ved Svartingedalen på Bornholm
Udsigt til Hammershus fra Hammeren
Kyststien Bornholm rundt
Gudhjem rundt i Oluf Høsts fodspor
Udsigt fra Trampestien Stevns Klint
Vandrer på Lillebæltstien ved Løgismose Strand
Linjer i landskabet - vandrerute på Bornholm
Oversvømmet sti ved Bulbjerg
Kalkkaminoen på Kongenshus hede
Frie fodspor i Fortidens fodspor
Vandrerute-rundt om Almindsø ved Silkeborg
Vandrere på Hærvejen
Hvor regnbuen ender
Vandrerute i Humlebæk og Nivå
Klitlandskab i Nationalpark Thy
Hærvejen på et kort
Vandre Hærvejen med telt