GUIDE Stedet at bo med familie og venner


Når vi rejser med vores udvidede familie, vil vi gerne rejse med dem – og helst uden at bo sammen med alle mulige andre. I Kroatien fandt vi det perfekte sted

My big, fat, greek family. Ok, vores udvidede familie er hverken tyk eller græsk, men mon ikke I forstår alligevel? Når vi rejser med vores søskende, deres familier og vores forældre, er vi hurtigt over 20 mennesker – plus svigerbørn, som stille og roligt dukker op.

Nej tak til kæmpehoteller

Med vores udvidede familie leder vi skarpt efter steder, hvor vi kan være sammen med dem – og faktisk helst ikke så mange andre. Derfor går vi udenom store hoteller. For os fungerer det bedst med gode fællesområder og en privat del til hver ’lille’ familie, fx en lejlighed.

Kroaternes egen kystby

Uanset hvordan vi har søgt, er det temmelig svært at finde steder med fx tre-fem lejligheder – og ikke flere. Det fandt vi endelig i Kroatien. Tilmed i en lillebitte kystby, Brodarica, ved Šibenik, hvor der stort set ingen turister er. Det er kroaternes eget lille feriefristed.

Fællesskab og privatliv på én gang

Vi bookede lejlighederne ’Pinna Nobilis’, som alle ligger med en udsigt ud over det absurd klare Adriaterhav, og med den smukke, lillebitte ø Krapanj overfor. Her kan I tage båden over til middag og gå øen rundt på en time.

Lejlighederne er luksus fra ende til anden. Der er liggestole og en fælles pool med den vildeste udsigt. I lejlighederne har hver familie sin egen luksuszone med:

  • Køkken og stue
  • Egen terrasse eller altan
  • Soveværelser og badeværelser

Er I flere? Nabohuset kan lejes…

I Pinna Nobilis er der lige nu tre lejligheder med plads til otte, syv og seks personer. Vi har lejet hele molevitten begge gange vi har været der. Da vi var flere end 21 anden gang, lejede vi også to lejligheder i nabohuset Villa Katarina, som er mindre luksus, men også lidt billigere.

Hvad er der at se i nærheden?

Lejlighederne i Brodarica synes vi ligger genialt: Området er uturistet og fuldt af gode oplevelser:

  • Byen Šibenik er fem minutters kørsel væk. Oplev den smukke, historiske bymidte, klosterhaven St. Lawrence, fortet St. Michaels og madmarkedet tidligt om morgenen. Plus selvfølgelig St. James-katedralen. Facaden er sjov, fordi den har en frise med lidet flatterende statuer af de borgere i byen, der nægtede at støtte katedralbyggeriet økonomisk
  • Vandrestien St. Anthonys Channel Footpath lige uden for Šibenik er et must – både på grund af udsigterne og fortællingen om Šibeniks historie
  • Nationalparken Krka er lige om hjørnet – se vores tips til de gode ture der
  • Zadar er en times kørsel væk – kig forbi og oplev bølgeorglet

Gider I ikke noget af alt det, så kan det være I gider snorkle i det usandsynligt klare vand lige neden for lejlighederne. Kig under vandet, og bliv klog på, hvorfor lejlighederne hedder Pinna Nobilis… Det er nemlig navnet på de kæmpemuslinger, der er mange af ved lige denne her kyst.

Hvilken lufthavn er tættest på?

Der er en time og et kvarters kørsel fra lufthavnen i Split til Brodarica. Zagreb Lufthavn er tre en halv time væk. Der er billetprisen ofte det halve af Split, så det er værd at overveje, hvis man som vi er en stor familie – eller bare gerne vil have feriepengene til at række længere. Zagreb giver ekstra god mening, hvis I vil kombinere ferie i Brodarica med et par dage i Zadar på vejen.

Hvad betyder annoncelink?

Når der står (annoncelink) efter et link, betyder det, at hvis du booker overnatningen via linket, går en brøkdel af betalingen til at finansiere Frie fodspor. Booker du via et annoncelink, støtter du Frie fodspor, og booking.com tjener mindre. Din pris for overnatningen stiger ikke, men du hjælper Frie fodspor.

MERE OM KROATIEN