INDBLIK Caminolivets bakker og dale

Caminoen er frem for alt en rejse i et indre landskab. Camino San Salvador lærte os, at caminoen ikke altid giver os, hvad vi vil, håber og planlægger. Den giver os, hvad vi har brug for, og kaster lys på det, vi har brug for at arbejde med i livet

Endelig er vi her, i AVE-højhastighedstoget med 300 kilometer i timen på vej mod León i Nordspanien, hvorfra vi starter vores vandring på den lille bjergcamino, Camino San Salvador, 125 km nordpå til Oviedo. Spanierne har (selvfølgelig…) en fest i den lille togbar, vi har udsigt til. Klokken er over ni om aftenen, og bittesmå børn, unge fyre og gamle damer hænger ud i flok.

Vi ankommer 22:30 til León, og det er på ingen måde sent. Mange pilgrimme har anbefalet os herberget Covent Garden Hostel, så det har vi booket hjemmefra. Navnet lyder noget poppet, men paraderne falder allerede ved porten, da hospitalero Juán kommer for at tage imod os. Han er helt nede på jorden på den hyggelige, hippieagtige måde, ligesom herberget, der ligger i en stor, gammel lejlighed med knirkende gulve og trækøkken i centrum af León. Juán forsikrer os om, at det på ingen måde er for sent med aftensmad, så efter vi har fundet vores køjesenge (vi får et firmandsværelse for os selv), daffer vi gennem de smalle stræder til tapas og vin.

Farvel til løvernes by

Dag 1 fra León til La Robla 31 km

Vi forlader Løvernes By, León, sent på morgenen efter kaffe i køkkenet på Juáns hjertevarme albergue, hvor der blot er to andre pilgrimme: Emmelie, der ligesom os starter på Camino San Salvador, men først i morgen. Og Becky, som vandrer Camino Francés poco a poco i sit eget tempo. Efter en trafikulykke har hun mange fysiske skader og humper, så vi føler med hende. Hun spotter som det første min Macabi-nederdel, og jeg hendes norske uldleggings i samme mønster som min bluse. Det griner vi meget af og stiller op til fælles foto.

Vi får baghjul af en sporty udseende pilgrim lige fra morgenstunden. Han går på den der ranke, intense sportsmand-agtige måde, og formår i sit forpustende høje tempo at folde stave ud og sætte ear plugs i på én gang. Noget upbeat? Vi vandrer stille, snuser, mærker, sanser, og har ikke travlt. Nyder morgensolen og de fjerlette skyer, der får byens i forvejen imponerende katedral til at strække sig om muligt mere mod himlen.

Med friheden på ryggen

På vej ud af Leóns fine forstæder ser vi en storsmilende kvinde i gang med støvsugeren på første sal. At vandre er på sin vis det modsatte af at bo. Her er vi, uden ansvar og uden støvsuger, endelig af sted igen med intet andet end rygsækken på ryggen. Frihed!

Nærværet og nuet vinder alt, som vi begiver os af sted, mens byen slipper og bjergvejene tager fat.

Under corona har vi nydt Danmarks stier i fulde drag. Men som vi slår os ned med friskpresset appelsinjuice, blød tortilla og stærk cafe con leche til morgenmad, ryger det ud af mig: “Det her ER bare noget andet end rugbrød og rejeost!”

Vi holder lufte-tæer-pause under de smukke, røde blade i Cabanillas tyve kilometer efter León. Her ligger et offentligt herberg med blot fire pladser. Her er stort set ingenting, men stedet er dejlig fredfyldt, og var her åbent, blev vi her.

På et af de gamle stenhuse ser vi en smuk pilgrimshilsen, vi først forelskede os i på et billede uden at vide, hvor den var fra. Nu er vi her!

At vurdere på hvordan brombærbuskene bugner, er dette i sandhed ingen overrendt camino!

Men nogle dejlige fodspor går vi i: På stien står nogle små bokse med gæstebøger i, og da vi bladrer for at se, hvor ofte der passerer pilgrimme, finder vi en kærlig hilsen til OS fra vores pilgrimsvenner Rikke og Gunnar!! DET kalder vi hygge.

Ikke en eneste pilgrim ser vi hele denne dag, men egentlig behøver vi det ej heller. Gud må have haft en god dag, da han satte os to sammen.

Pepe og Maria – det er os

Dag 2 fra La Robla til Poladura de Tercia 24 km

Vi er lidt ude af sync med den lokale rytme. Som vi vandrer af sted i morgenmørket gennem La Robla, mens vi forfølger duften af croissanter, er caféerne lige så lukkede som croissantbagerens baggård er låst.

Dagens første ni kilometer går gennem tungt ingeniørland med områder skæmmet af gasværker, elværker og højspændingsmaster. Pludselig dukker tre skikkelser ud af tågen – tre spanske venner bliver de første pilgrimme, vi ser.

Stor er glæden, da vi finder en uventet og tilmed åben café i Nocedo de Gordón flere kilometer før vi havde turde håbe på kaffe. Her slår vi os ned i selskab med de tre pilgrimme og et par lokale politifolk, der ikke har travlt.

Videre fremme i Pola de Gordón viser det sidste supermarked inden flere øde dage sig at være søndagslukket, så vi ikke kan proviantere til de næste to dage som planlagt. I stedet køber vi store tortillasandwich “para llevar” i cafeen, og vandrer fortrøstningsfulde af sted. Der viser sig dog også at være en veludstyret tankstation nogle kilometer senere, vi ikke kendte til. Skriv dig den bag øret, hvis du som os er her på en søndag.

Først efter to cafébesøg slipper vi fri af teknikken og omfavnes af bjergene fra Buiza og frem – eller skal vi sige op? Her på bjerget står en bedstefar med sit nuttede barnebarn i hånden – i selskab med en hund, der mindst er dobbelt så stor som den lille.

Først i dag med asfalten bag os oplever vi, hvad der menes med, at San Salvador er en bjergcamino. Heldigvis for os på den gode måde. Dvs. uden risiko ift. Torbens højdeskræk og med vidde udsigter 360 grader rundt uden forstyrrende master. Tak!

Croonere på caminoen

Samtlige offentlige herberger er lukkede her på Camino San Salvador, så vi bor på værelser hver dag. I dag på kroen El Embrujo i bjerglandsbyen Poladura de Tercia. At bo på værelser er faktisk fint, især nu vi er to… Det havde måske været mere ensomt alene.

Vel fremme efter dagens vandring er de tre spanske venner pist forsvundet de første to timer. Så dukker de pludselig overgearet glade op, og vi indser, at de er tilbage fra siesta, mens vi nu er lykkeligt trætte efter rosé og hjemmebag i gårdhaven, hvor vi er blevet budt på gode vanillesmåkager af en spansk vandrer. Hun og 11 andre er på dagsvandretur her i bjergene med frokost – et noget mere festligt lag end den typiske fællesvandretur i Danmark! Nu vandrer de tilbage til bussen, der kører dem hjem til Asturias.

De spanske venner crooner og laver håbløst ubehælpelige, men meget charmerende tryllekunster i haven. Vi falder i snak, og de lokker os i chupitos, og efter kort tid er det simpelthen for verbalt udfordrende for dem at sige Torben, så det bliver Pepe.

Bagud på hvile ift. til de post siestafriske spaniere tager vi en time på værelset klokken 18.30 med benene oppe, mens vi kæmper for ikke at tage en morfar. Den middagslurindbydende time er snart slut, we made it, og om lidt er der pilgrimsmiddag!

”Det her, det er et menneskeliv”

Dag 3 fra Poladura de Tercia til Pajares 16 km

At vandre i bjerge er lidt ligesom at vandre i livet. Man kan ikke altid se eller vide, hvilken vej stien fører. Det kan synes, som om der ingen vej er hverken op eller ned. Men tager du dagen skridt for skridt, dukker din sti op. Pludselig er du oppe af dalen og ovre bjergtoppen.

Vi starter dagen med tostados og kaffe på landhotellet El Embrujo. Her bor vi syv pilgrimme, og på byens herberg (der viser sig faktisk at være åbent!) bor fire mere. Alle spaniere. Flere er vi (heldigvis) ikke. Vi nyder de tre spanske venners fjollede selskab fra morgenstunden.

Naturens katedral

Som vi vandrer op i bjergene fra landsbyen, flyder naturens skønhed ud over os, til vi er uden ord. Det er helt uvirkeligt, at dette sted ikke er nogen destination. Du finder det ikke i nogen turistbrochure. Du kan ikke købe en rejse hertil. Det er en naturens katedral, som den åbner sig for den gående. I sandhed vores smukkeste morgen på jorden.

På bjergstien udspiller sig denne lille samtale, mens køernes bjælder spiller en stille melodi: Marie: “Det her, det er et ko-liv…” Torben: “Og det her, det er et menneskeliv…”

I bjergene er det vigtigt at vende sig om og opleve, hvad der ligger bag en. Se skønheden i strabadserne. Vi gør det samme med vores fælles liv. Nyder synet af de bakker og dale, vi har tilbagelagt sammen som sammenbragt familie.

Sender kærlige tanker til vores elskede mennesker derhjemme, uden hvem det ikke var det samme at være her. På vores seks unger, der sender os glade af sted uden at ygge – trygge i, at vi også rejser med dem. Trygge i det, vi kommer til at dele. På Mia, vi ud over at dele børn med, nu også deler vandrekærligheden med. Og som har sagt ja til at være “pakkeboy”, som vi kalder det – den, der styrer webshoppen, mens vi er her. Det er storsind i vores lille bog.

Bjerget bundfælder sig i sjælen

Med blot 15 kilometers etape i dag har vi haft tid til at nyde, meditere på bjerget og lade det, jeg har lært om mindful vandring på kursus med Clarissa i denne uge bundfælde sig i sjælen.

Vi leger “Find koen”, hver gang vi hører bjælder, og “Find roen”, hver gang vi møder de enorme fritgående hunde, som vogter køer og får på bjergsiderne. Blander vi os ikke i deres sager, blander de sig ikke i vores. Ingen gøen, kun det bestemte blik, der værner om flokken.

Nogen madpakke har vi ikke med i dag, for det kunne vi ikke få på kroen. Krofatter kunne til gengæld fortælle om endnu en bar, vi ikke kunne se i oversigten i vores pilgrimspas, så vi vandrer trygge af sted med udsigt til pause om to timer.

Vi opdager, at man ikke altid skal tro, hvad man ser. Selvom vi ser byer uoverskueligt langt nede i dalene, er det ikke sikkert, vi skal derned. Nogle gange smyger stien sig på en hylde videre til en ny by, vi ikke anede var der.

Fatamorgana-mad

Som maven begynder at rumle, ankommer vi til en lille by ved en stor vej – og desværre også til en restaurant, der ser mere end lukket ud – sådan nedenom-og-hjem-lukket ud. Krise. Jeg bander indvendig og smiler udvendig – som om det på nogen måde vil narre min kære mand… Energien her er underlig tom, og med det samme er jeg i erindringen tilbage i grænselandet mellem Portugal og Spanien. Nogle meter længere fremme ser vi, at vi faktisk ER ved en grænse – den mellem regionen Castilla y León og regionen Asturias. Vi drejer til højre ind gennem nogle folde, og her siger min mavefornemmelse, at vi er galt på den, på trods af gule pile overalt.

Det er simpelthen ikke muligt, at krofatter har sendt os af sted uden mad og til en for længst lukket kro. Sådan er caminoen ikke! Altså går vi tilbage til den store vej og ser os om. Længere oppe ad bakken ligger en stor, grå bygning med spidst tag, og vi beslutter at tjekke den ud.

Det, der ligner (og er) velkomsten til skisportsstedet Puerto de Pajares, er faktisk den vildeste bjergcafé! Frokosten (og fruens humør) er reddet. Hvilken sandwich. Hvilken udsigt.

Efter et par smukke nedstigninger står vi ved en skillevej. Pilene viser tydeligt to muligheder, men vi ved ikke rigtigt, hvad vi egentlig vælger imellem. Valg er tit vores akilleshæl. Vi er begge yngst af fire søskende og venter vel egentlig på, at andre beslutter noget, så vi kan sjoske i hælene på dem. Det kan vi så ikke nu. Det tager os tyve minutter og diverse googling at finde ud af, at vi bare må beslutte os. Det bliver den direkte vej til Pajares – til højre ad den stejleste sti.

Pajares er tydeligt et sted, man overnatter for at stå på ski, så vi er lidt off season her i oktober og de fleste steder lukket.

Vores bedste venner

Vandrestavene er vores venner i dag. Som i vores bedste venner! Ved ikke lige, hvordan vi var kommet godt ned til dagens landsby, Pajares, uden dem. Vi føler os skidesmarte ved at tage dupperne af og bruge de carbide spidser i stedet. Fodfæste på selv den stejleste sti. Hvor i går var nogenlunde milde nedstigninger, har i dag været ret skrappe. Vi passerer skisportsstedet Pajares/Payares og konstaterer, at her må være ret mange sorte pister. Ruten trigger heldigvis ikke på nogen måde Torbens højdeskræk. Her er beplantning og gode stier.

Forventningernes snublesnore

Selvom det har været en kilometermæssigt kort dag med 15 km er klokken ti i fem, da vi lettere skuffede finder Posada Real i Pajares, som vi har booket på forhånd. I min fantasi var det en lun, hyggelig, landlig kro, men det viser sig at være et godt nok velholdt byhus, men placeret direkte på den trafikerede gennemfartsvej, og man skal selv tjekke ind. Vi er lige ved at droppe vores reservation og fortsætte, men vælger at blive efter devisen “en aftale er en aftale”.

Mit skraldespanske på en skrattende mobilforbindelse redder os akkurat igennem til at forstå, hvor nøglen er gemt til os, og vi låser os ind i et iskoldt, mørkt og tindrende rent landhotel. I haven med er der pool og udsigt til både bjergene og landevejen A-630, hvor lastbilerne høvler forbi.

Spanske kontraster får vi også på byens bar med de klassiske stenvægge og lige så klassiske nøgne neonpærer i loftet. Min indre skandinaviske æstetiker vrider sig.

Man kan også bo på værelse ovenover baren – det gør tre nye, spanske venner, vi møder. Men de er ikke tilfredse, og synes det er slidt og optrækkeri med 60 euro for et værelse. Jeg spørger, om ikke en seng og et varmt bad gør pilgrim glad? Det fanger en af vennerne, der tydeligt er træt af de andres brok og budget. Vi kan i hvert fald konkludere, at vi nok skal være helt tilfredse med hvad vi får for vores 60 euro i Posada Real.

Døren til baren åbner indad, og det er med god grund: Her er halvanden meter sne om vinteren. Når snerydderen har været her, er døren og vinduerne begravet, fortæller kromutter.

Alt det virker ubegribeligt nu, mens aftenen stadig er lun, og solen putter sig bag bjerget og kirkeklokkerne.

Da vi først er blevet trygge ved vores koloenorme, rengøringsduftende feriehus, får vi en skøn nats søvn uden gener fra hovedvejen overhovedet. Vi konkluderer hurtigt, at det for os er vigtigt at blive mødt af et menneske.

Øjnene, der ser

Camino San Salvador dag 4 (fra Pajares til Bendueños 20 km)

Så meget her i livet afhænger af øjnene, der ser.

Vi har efterhånden så meget taknemmelighed indeni, at vi også klarer kromutter i Pajares, som er en surstråle.

Modsat på alle andre barer langs caminoen, skal man her i Pajares ringe dagen før, hvis man vil spise på baren. Det har vi selvfølgelig gjort. Men vi vidste ikke, at vi også skulle have forudbestilt madpakke til i dag. Madpakken er vigtig, fordi vi i nat sover i det lille herberg i Bendueños – og der er hverken bar, købmand, supermarked eller anden proviant på vejen. Ergo skal vi finde madpakke her i Pajares, men kromutter afviser på det bestemteste at hjælpe.

Vi kigger os om i den mørke bar og lægger håbefuldt kalorier sammen i de små chipsposer, Kinderchokolade og sandkagerne, vi kan se bag disken. Lidt tvivlsom madpakke, men hva’…. Vi gider ikke lægge vores håb eller humør i kromutters lomme. Men så, mens vi grublende spiser vores ristede toastbrød og dufter til vores i sandhed grande café con leche, hører vi lyden af æg, der bliver pisket i køkkenet, og kort efter lyden af stegepanden, der sprutter.

Kromutter har åbenbart forbarmet sig over os, og vupti får vi en bocadilla de tortilla med hver:-) Vi får så også lov til at betale: 20 euro for to sandwich, to gange tostados og to kaffe. Men det er det hele værd, ved vi allerede nu med vores kendskab til Camino San Salvadors højdemeter…

Surstrålens bocadilla, indtaget i taknemmelighed på bjerget!

Livet i landsbyerne

Turen i dag er mindre spektakulær end i går, men stadig fantastisk vandring.

Til vores glæde går ruten i dag via bjerglandsbyen San Miguel. Den troede vi, at vi var ledt udenom, da vi i går valgte ruten til overnatning i Pajares, men heldigvis ikke. Nedstigningen til den lille, velholdte San Miguel i kløften er en knædræber – selv for os med gode knæ (7-9-13).

Vi ankommer lige som grønthandlervognen og bagerbilen triller ind og damerne handler. Sjovt at se det rullende handelsliv selv i disse isolerede landsbyer.

Længere henne ad stien er et ældre ægtepar ved at slagte en høne, og en kvinde passer sin køkkenhave. Byerne er tydeligt beboede, og ruiner er et særsyn på denne egn. 

Sirup på livets pandekage

Det viser sig, at vi (nej… jeg…) har spildt al den tid, der gik med at tænke over regn. Som sirup på livets pandekage hælder vejrguderne gavmildt sol over stien.

Ind imellem dropper vi for sjovs skyld stavene i nogle minutter. Det er vanvittigt, så stor forskel de gør i kuperet terræn som her! Ikke kun sikkerhedsmæssigt, når det går nedad, men i den grad også som aflastning af benene, når det går opad. Måske er stavene medårsag til, at vi er så godt gående? For vores sparsomme timer i fitness kan ikke have gjort det alene.

Kort efter Llanos de Somerón er der åbnet en helt ny alternativ rute. Den lader til at være åbnet efter Rikke og Gunnar var her for to uger siden. Den oprindelige camino går herfra nedad ad asfaltvej til landsbyen Fresno, og beskrives som let (dificultad bajo). Den nye rute beskrives som krævende (dificultad alta).

Stædige og nysgerrige som vi er, vil vi selvfølgelig ikke ad den nemme rute, men ad den nye, krævende! De første to km er dadum-dadum, men efter det går det meget stejlt op ad en ujævn sti, et enkelt sted så stejlt, at man skal hæve sig op via en kæde. Stien går via et klippefremspring ved Munistiriu, og her rører vores højdeskræk lidt på sig. Især pga. kontroltabet i ikke at vide, om stien bliver værre, eller om toppen er rundet.

Slem er højdeskrækken ikke – det er kun et kort visit. Teknisk er det dog en krævende sti, fordi den hælder kraftigt, og efter regn vil den være et uansvarligt valg. Med denne nye alternative sti sparer du fem km asfalt, og får lidt ekstra eventyr og fysiske udfordringer. Vi ville gøre det igen, i hvert fald når dagen er 20 km som vores.

Der har været meget snak de sidste to dage om det nu var dumt at vælge to korte etaper på hhv. 15 km og 20 km. Det var det ikke, kan vi trygt fortælle nu. Vi føler for de pilgrimme, der har vandret fx over 30 km i terrænet her. Spændende at opleve, hvad der sker, når vi har tid. Middagslur midt på stien på bjerget i totalt nærvær fx. Vi joker med, at alle de pilgrimme, der kommer, må skræve over os – vel vidende, at der ingen kommer!!! Lad os bare sige, at denne camino er en overset camino.

Her lægger vi os til middagslur, midt på caminoen, med det store, trygge bjerg under os.

Sexet kirkekunst

Vi har valgt at tage en afstikker hele 1,6 km væk fra caminoen for at overnatte på herberget i Bendueños. Det ligger 1,6 km væk fra caminoen og stejlt opad.

Bendueños viser sig at være anstrengelserne værd!!!

Vi er helt alene dette magiske sted bagt i aftensol og med køer og kirken Santuario de Nuestra Signora de Bendueños som nabo.

Hospitalera Sandra er både hjertevarm en tatoveret mama til fire med ring og ben i næsen. Hun kommer med vin og aftensmad, som dufter skønt.

Sandra har den store nøgle til kirken og viser os rummet bagved med kalkmalerier af sexede, mørke kvinder fra Peru, der er dukket op under restaureringen. Bag de hvidkalkede vægge gemte sig dette glimt af conquistahistorien, vi desværre ikke kan nok spansk til at gøre rede for. Og skarp kontrast til den stille ro i selve kirkerummet, hvor en doven eftermiddagssolstråle luner madonnaen. Forlokalet og baglokalet… der er tit begge dele her i livet.

Ligesom katedralen i Santiago har denne lille kirke en særlig dør, der kun åbnes for pilgrimme.

Vi får kyndig hjælp til IKKE at sætte vores sure vandresko ude foran hoveddøren, hvor vi ellers allerede har parkeret dem. Her i området er der nemlig både ulve og store, tyske vagthunde, og begge æder ifølge Sandra vandresko med jævne mellemrum. Ulvene er i øvrigt mindre farlige end naboerne i byen, siger hun. Og bjørnene i området holder sig mest for sig selv. Godt så….

Solen går ned og vinden suser om hytten. Vi hører hverken ulvehyl eller bjørnepoter. Her er heller ingen andre pilgrimme, men vi tror vi liiiige kan klare det!

Fra magi til maveplasker

Dag 5 fra Bendueños til Mieres del Camino 27 km

Skal det hele absolut være smukt? Hmmmm…. Tjooo…. Efter to dage i vandrehimmelen på Camino San Salvadors stille, grønne stier rammer byen Campomanes os som en lussing.

Her er gråt, brunt, skident gult og en allestedsnærværende susen fra motorvejen tæt ved. Vi nyder dog, at netop her er første bar siden i går morges – ind med os på den.

Dagens næste cirka 22 km går langs motorvej, togbane OG landevej på een gang. Her er så højt lydniveau, at vi tænker akustisk stress må være noget, der faktisk findes.

“Bilerne har smadret langsommeligheden”, skriver Tomas Espedal i sin fremragende bog “Gå”. Mere sandt kunne det ikke være end i dag. Det tankevækkende er, at netop på disse flade, asfalterede, støjplagede stier myldrer det med lokale, der går tur med hinanden, med hunden, med sig selv… Uforståeligt – især for os, der kommer direkte fra de absolut stille, grønne bjergstier lige på den anden side af byen.

Måske er det fordi spanierne er vokset op i byer og steder som dette? Måske får man hård hud på trommehinderne fra barnsben?

Min indre surstråle

Mentalt er strækningen efter Campomanes en drøj omgang med næsten udelukkende asfalt og et slemt støjniveau. Det længste dårlige stykke vandring, vi har oplevet på caminoen. Pludselig minder Camino San Salvador os lidt om Camønoen! Usigeligt smukke højdepunkter og meget lave lavpunkter.

Vi kommer en time for tidligt til at komme ind i det lille kloster Santa Cristina de Lena, som er UNESCO verdensarv. Jeg vil vente og tage en lur i solen efter en hæslig nat. Torben vil videre.

Stemningen er i bund, da vi vandrer uenige videre, og jeg bliver konfronteret med min indre surstråle, der viser sit grimme fjæs, når jeg ikke lige får min vilje. Her er ikke de store oplevelser til at distrahere os fra de ægteskabelige mislyde, men efter et par km beslutter jeg: Der er ikke andet at gøre end at stoppe med at mukke. Er dette vores største konfliktpotentiale lige nu, er vi så ikke nærmest lykkelige, vi to???

Byen Pola de Lena på dette stykke charmeøde camino ser ved første øjekast også trist ud. Indtil vi bruger et klassisk caminogreb: At gå bag om den kedelige gennemfartsgade, caminoen tit går ad. Og ganske rigtigt: Lige omme bagved finder vi både bytræer, blomster og bytorv. Og regnbuefarvede bænke, der pepper det grå i grå lidt op.

Solstrejfet på hundelorten

Denne kedsommeligt krævende etape rejser et interessant spørgsmål: Hvorfor ikke simpelthen tage toget fra Campomanes til Mieres del Camino? Ja, det er en oplagt strækning at vælge fra. Men det ville vi selv af forskellige grunde aldrig gøre. Ikke fordi vi synes man bliver nogen dårligere pilgrim af bus, tog, taxi eller hvad man nu vælger. Men simpelthen fordi noget vokser i os ved at holde ud. Ved at stå ubehaget ved fx grimme bygninger og støj igennem. Der opstår en uforklarlig taknemmelighed ved simpelthen at tage imod hvad caminoen – og livet – bringer. Og øve sig i at se solstrejfet på hundelorten.

I Ujo kommer en hundeejer over til os, mens vi spiser empanada på en fortovskant. Han taler varmt og stolt om denne industrielle, halvdøde flække og forklarer os den bedste vej gennem byen og videre. Lige der indser vi, at folk bor i denne by i ramme alvor. Og at de ser deres hverdag med kærlige øjne. Vi kan med fordel øve os i at gøre det samme. Vi er pilgrimme, vi er ikke turister. Vores fodrejse behøver hverken være smuk eller bekvem for at give mening.

Mieres del Camino er sidste stop inden katedralen i Oviedo, som vi forhåbentlig når frem til klokken 12 i morgen. Vi vil nemlig gerne nå at vise vores pilgrimspas og få det særlige salvadorana, som er et bevis på en gennemført pilgrimsrejse. “La salvadorana” er Camino San Salvadors svar på “La compostela”, som pilgrimme fra andre dele af caminoen får ved ankomsten til Santiago de Compostela.

Ægteskabelig kluddermor

Dag 6 Mieres del Camino til Oviedo 19 km

I aftes og i nat endte i et af den slags kapitler, det lige nu ville være dejligt at kunne rive ud af ægteskabets bog.

Kapitler, hvor fortid, nutid, utryghed og tanker knudrer sig så stramt sammen, at alt synes uklart. Klokken seks om morgenen opgiver vi at få mere end de tre timers sporadisk søvn, vi nu har stykket sammen. De resterende nattetimers uro trækker vist mere ned end op.

Caminoen snor sig op ad en lille lokalvej over en bjergkam bag Mieres del Camino. Vi vandrer i mørke. Barerne er endnu lukket i flere af de bittesmå byer langs vejen. Men efter ti km er det for spanierne blevet så meget morgen (8:30), at sidste bar inden Oviedo er åben, og vi kan få morgenmad.

Tilbage på stierne går vi rask til, og landlige Spanien tager over med smukke forrådshuse – de særlige horreos, hvor man kan gemme majs, bønner og andre afgrøder i sikkerhed for mus.

Vi vandrer med vrede følelser, såret stolthed og frygt som benzin i benene. Før jeg ved af det, sætter min elskede mand fart, og uden et ord forsvinder han i rask trav over bjerget. Første følelse er lettelse – med ham ude af syne, er konflikten det også. Der går længe – kilometer – og så melder spørgsmålene sig: Går han fra mig? Ja, han gør jo for helvede, det har jeg set. Men sådan rigtigt??? Jeg har følelsen af ikke at kunne følge med. Og ved desværre, at det er den, jeg himmelråbende ofte sætter ham i. Mærker det at være alene, og det føles godt. Det kan jeg godt – lige her, lige nu.

Men rundt om næste hjørne venter han ikke. På bænken ej heller. Ved solopgangen – nej. Ved horreoen i morgensolen – igen nej.

Ved den næste, heller ikke.

Mærker følelsen af ikke at forstå, hvad der sker, ikke være inddraget, ikke være passet på eller omfavnet. Og ved, at det desværre så ofte er den situation, jeg med mit hæsblæsende tempo bringer andre i.

Dette – at skilles på stien – er aldrig sket for os før, og savnet rammer som en mavepuster. Mødes vi først igen ved katedralen? Kommer vi ikke til at afslutte denne camino sammen?

Den hvide hest

I et sving ved stien står en stor, smuk hest.

Den smukkeste hvide hest helt alene i et morgenlys, der får My Little Pony til at blegne…

Nu mærker jeg for alvor uroen indeni. Ikke at jeg konkret havde troet, at min makker ville sidde der som prinsen på den hvide hest. Men jeg ved, hvordan vi ville have delt det her øjeblik. Og at vi ikke gør det. Hvorfor står den hvide hest alene her – nu?

Otte alenekilometer længere fremme ser jeg ved en kirke pludselig en blå rygsæk og tramper af sted for at få synet til at følge med. Men ak – det er en gartner med en sprøjtegiftrygsæk på.

Den grønne sti bliver tiltagende grå, og i horisonten dukker Oviedos grimme skyline op. Lige nu er jeg ligeglad, bare han venter ved katedralen.

Det gør han. Og håbet om, at vi finder ud af det hele. Igen. Fordi kærligheden er der indeni. Fordi stien bliver grøn igen.

Vi sætter os op ad muren ved katedralen og hiver lidt i de forskellige ender af vores ægteskabelige kluddermor. Nogle af enderne vi hiver i, får det til at stramme andre steder. Og andre ender får vi faktisk løsnet op. Som min mor siger med et glimt i øjet: ”Parforholdet er en benhård branche”. Ja, men også en dejlig en, og en, der er værd at kæmpe for. Camino Salvador har om noget givet os caminoens bakker og dale – ikke blot landskabeligt, men også på vores indre rejse.

Det vigtigste er, at vi er her – sammen – lige nu.