VANDRERUTE På skattejagt efter Kæmperne på Vestegnen (19+16 km A til B)
På Københavns vestegn gemmer der sig seks kæmper i ellers oversete naturområder. Et totalt fascinerende kunstprojekt! Her er en vandrerute mellem dem
Kæmperne på Vestegnen er bygget af den verdensberømte, danske kunstner Thomas Dambo. Selv kalder han sig recycle art activist. Ud af genbrugstræ har han bygget skulpturer verden over med det mål at flytte kunsten ud af museerne og ind i oversete naturområder. Hans kunst skal være den gulerod, der får folk udendørs. Det er i den grad lykkedes med Kæmperne på Vestegnen – jorden og stierne er godt slidt på vejen til kæmpernes skjulesteder. Så fedt, at det netop er Vestegnen, han har kastet sig over. Der er brug for oplevelser!
Facts om ruten
Distance: 35 km A til B (kan deles op i 16 km plus 19 km – se nedenfor)
Startsted: Ved Sovende Louis, Korsdalsvej 110, 2610 Rødovre
Hund og barnevogn: Ja – men kort ruten af
Kan man vandre mellem de seks kæmper?
Du kan sagtens vandre rundt mellem de seks kæmper på Vestegnen – hvis du har gode ben, forstås! Du finder dem i grønne områder i seks forskellige vestegnskommuner: Rødovre, Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj, Albertslund og Høje Taastrup. Et hit for børn som for voksne. Her er gpx-kort over en km A til B-rute på godt 35 km mellem alle seks kæmper:
Du kan nemt få ruten ind på din mobil, så du kan se, hvor du selv er.
- Download den gratis app AllTrails her til apple eller her til android og opret din profil
- Klik på linket til kortet over vandreturen til Kæmperne på Vestegnen her (du er den blå prik på kortet)
Kan man afkorte ruten?
35 km er en lang dag, hvis du også vil have tid til at beundre de seks sjove kæmper! Du kan med fordel vandre til 3-4 kæmper ad gangen og tage det offentlige tilbage til hvor du startede.
- Sovende Louis, Bakketop-Trine og Oscar under broen 16,8 km (A til B)
Parkering tæt ved Sovende Louis: Korsdalsvej 110, 2610 Rødovre. Du slutter hos Oscar under Broen tæt ved Ishøj Station, hvor du kan komme tilbage til starten på 25 minutter med bus 300 S og et stop med Farumtoget. Du kommer til at se de tre kæmper, der er punkt 1, 2 og 3 på kortet. - Oscar under broen, Lille Tilde, Thomas på Bjerget og Teddy Venlig 19 km (A til B)
Parkering tæt ved Oscar under Broen: Skovvej 100, 2635 Ishøj (Kunstmuseet Arken). Du slutter hos Teddy Venlig tæt ved Høje Taastrup Station, hvor du kan komme tilbage til starten i Ishøj på 35 minutter med bus 300 S og et stop med toget mod Høje Taastrup. Du kommer til at se de fire kæmper, der er punkt 3, 4, 5 og 6 på kortet.
Hvordan er ruten?
Vestegnen har flere grønne områder end vi troede, og du møder sikkert både får og køer på vejen. Men som med så meget anden bynær natur, er der ofte et bagtæppe af trafikstøj, og på Vestegnen krydser så mange indfaldsveje hinanden, at det sætter sit præg. Vi har lagt den rute, der giver mest mulig ro og grønne områder. Men indstil dig på en bymæssig kulturvandring mere end skovens dybe, stille ro!
Teddy Venlig i Hakkemosen
Det er som om hver kæmpe har sin egen historie og personlighed. Teddy Venlig ligner en rolig, skægget bedstefar:
Teddy er opkaldt efter en af de frivillige, der har bygget ham, og lever op til sit navn ved at række hånden ud og hjælpe vandrende over vandløbet:
Thomas på Bjerget
Ved Tueholm Sø bor både Lille Tilde og Thomas på Bjerget ganske tæt sammen. Thomas ligger henslængt og kigger ud over landskabet:
Der er meget glat og mudret ved Thomas, så vælg en tør dag.
Tøsetur til De Glemte Kæmper
Det er Rikke, som lokkede os med på vandretur til Kæmperne på Vestegnen, som hun (og nu vi) er ret vilde med. Rikke er en ægte ildsjæl, der står bag pilgrimsherberget Albergue Ballerup. Tak for invitationen og inspirationen:-)
Vil du opleve mange flere trolde?
Thomas Dambo har heldigvis lavet trolde over hele verden! Se hans store troldekort lige her og find selv flere.
Hej Marie.
Vi er et par stykker som gerne vil se troldene på Vestegnen.
Hvordan er de enkelte trolde forbundet? Er de forbundet med en vandrerute der er afmærket? Vi kan ikke finde ud af at få All trails ind på mobilen så vi har ledt efter et kort der kan vise os vej til troldene, men det er ikke lykkedes.
Mvh. Vibeke Andersen
Hej Vibeke
Desværre er troldene ikke forbundet af stier, så man må på opdagelse på egen hånd. Øv I ikke kan få det til at lykkes med AllTrails. Hilsen Marie og Torben
Hej Marie
Ville det være muligt at dele ruten op med en overnatning i shelter med mulighed for bål?
Hilsen
Hanne
Hej Hanne. Jeg er ikke den store shelter-ekspert, men jeg ved i hvert fald, at der er denne shelterplads ved Quark Naturcenter – det er lige hvor Bakketop-Trine bor. Der er også sheltre ved Skovhytten, som er en del af Ishøj Naturcenter. Men om man kan booke dem som privat ed jeg ikke. Måske er det nemmeste at lede i shelterapp? Skriv endelig, hvis du finder ud af mere, du er sikkert ikke dene eneste, der kunne drømme om en shelterovernatning på den rute. Rigtig god tur kh Marie