INDBLIK Min indre Ronja Røverdatter: Højlyngsstien på Bornholm

Egentlig var efterårsferieplanen at vandre Bornholm rundt ad Kyststien. Men lige inden vi tog af sted, åbnede Højlyngsstien, så den tog vi med, og har ikke fortrudt

67 km uden indkøb og uden overnatning i en seng – det var det første, vi hørte om Højlyngsstien. Men den er altså bestemt doable – også med god indendørs nattesøvn. Følg os dag for dag her – eller tjek vores guide til Højlyngsstien

Ronja Røverdatter-land

Dag 1 (Fra Aarsdale til Ekkodalshuset 27 km)

Efter et par km ad små asfaltveje træder vi direkte ind i Ronja Røverdatter-land. Mosekonens bryg og skovsøer med klippesider.

Pletter af sol på de snirklede stier.

Vi kigger hvor vi sætter fødderne for hvert et skridt mellem rødder og klipper. Selvom jeg indeni mest af alt føler mig som Ronja Røverdatter med Birk fra Mattisborgen – klar til at stikke af sted til en dag i skoven.

Et skilt med 600 meter til Rokkestenen lokker os gevaldigt på afveje – en frisk morgenomvej på et par km, fordi vi overser et træskilt på sådan cirka 1 meters bredde!

Rokkestenen er fin nok, men ikke omvejen værd, hvis du vandrer Højlyngsstien.

Vi havde troet stien ville være øde, men tværtimod myldrer det med mennesker, der går tur i Paradisbakkerne, der er første naturperle stien passerer. Senere i Ølene Aadal er vi alene, indtil det i Bisonskoven igen myldrer – her især børnefamilier på bisonjagt. Vi finder dem heller ikke, så dette er vores bedste billede!

Det er tydeligt, at Højlyngsstien er sat sammen af eksisterende stier, der er blevet forbundet. Nogle steder er der anlagt nye forbindelsesstier, og andre steder nye trampestier, der allerede er trådt.

Alle vandrere, vi møder (ni i alt), bærer telt og store rygsække. Og fortæller om fire grader i nat! Vi er nu som altid taknemmelige for at skulle indendørs efter dagens vandring.

Ruten bliver 29 km – noget mere end de planlagte 24 km, og terrænet er krævende med ujævne og ganske kuperede stier! To en halv af de ekstra kilometer er vildfarelsen ved Rokkestenens skyld. Men de sidste tre ved vi ikke, hvor kom fra. Vi ved til gengæld godt, hvor de endte: I benene! Som nu er godt ømme.

Vi runder af i det glade turistcirkus i Ekkodalen med gigantiske tarteletter:

Vi havde i drømmene håbet på et stille hus i skoven, men realiteten er altså mere à la Dyrehavsbakken! Lidt for stor kontrast til den stille sti for os.

Ro er her til gengæld i Yggdrasil lidt uden for Østerlars, hvor vi sover.

Vi blev hentet i Ekkodalen og kørt hjem til afslapning og aftensol i superdejlige rammer. Vi er ikke de eneste vandrere, der har opdaget, at placeringen er god, hvis du vil vandre Højlyngsstien og sove i en seng: En familie på tre bor i det andet værelse. De er startet på Højlyngsstien fra den anden ende, og har vandret hertil 25 km. Efter morgenmad i morgen får vi et lift tilbage til stien. Der er lovet 17 m/s og færgefarten er indstillet. Godt vi skal vandre i skov.

Blæst bagover af Bornholm

Dag 2 (Fra Ekkodalshuset til Krashavevej/Slettevej 25 km)

Nok det vildeste vejr, vi har vandret ud i: Stiv kuling ved Ekkodalen, der er alt det modsatte her til morgen af, hvad stedet var, da vi ankom i går. I går cirkus og sol, i dag solo og strid blæst. Vi råber “Hvad drikker Møller?”, men svaret blæser i vinden.

Vi klæder os efter vejret, og især jeg er åbenbart så forvredet af vinden, at jeg ikke kan låse min telefon op med ansigtsgenkendelse!

Vi er sent af sted, fordi vi nød morgenmaden og det dejlige selskab af en vandrefamilie på Yggdrasil i Østerlars, hvor vi har sovet i nat.

Blæsten er så vild, at man skal have godt tag i vandrestavene ned gennem Ekkodalen. En storslået klippedal, der bare fortsætter. Vi vandrer små som myrer på den fineste nye, slyngede boardwalk.

De svungne linjer passer perfekt til Højlyngsstiens forløb. Slynger den ikke enten højre om eller venstre om, kan du være sikker på, at det går enten op eller ned! Er du typen, der elsker at “regne den ud” og skyde genvej, finder du ingen mere oplagt rute. Vi tager nu hvert et sving med, og lader os betage af skovsøer som gamle borge. Fra Borgedalssøen…

…til Lilleborg.

Vi er tydeligt “de gamle” på stien her, der faktisk selv på en vild efterårsdag er den mest befærdede langdistancerute, vi har prøvet i Danmark. Over tyve møder vi. Måske på grund af nyhedens interesse? Måske efterårsferie? Måske Bornholms magnetiske kraft? Måske fordi vi er startet i Aarsdale i øst, og de fleste starter i Sandvig i vest?

Vi skiller os ud på flere punkter end smilerynkerne. Vores rygsække ligner sådan nogle, som børnehavebørn på tur har på, når vi sammenligner med de andres, der ligner Galapagos-skildpadder. Vi er med vandrestave (thank god) – de er uden. På dagens eneste åbne stykke ligner selvsamme skildpadder dog fulde folk, så meget slingrer de i vinden trods vægten. Dejligt at komme i ly i skoven igen.

Lidt til grin føler vi os, da vi pludselig igen står ved et skilt mod Rokkestenen! Den rokkesten, vi travede forkert efter i går, for mange kilometer siden. Er vi da gået i ring ligefrem?!? Der viser sig at være to Rokkestenen på Bornholm – Paradisbakkerne og Almindingen. Denne Rokkestenen ligger tæt på stien og er nem at rokke, så nu er vi helt sikre på, at omvejen i går var fjollet. Hellere tage Rokkestenen på stien.

Højlyngsstien må være shelter- og teltfolkets lyserøde drøm! Drysset ud er de, pladserne og sheltrene i skoven og skovbrynet.

Vi spørger og lytter nysgerrigt – men det bliver et nej tak fra os. Heldigvis er det meget nemt at finde bed-and-breakfast-bornholmere, der gider at hente og aflevere en direkte på ruten.

Stort ja tak med hjertet siger vi til Ib og Dorethe fra Allinge, der netop henter os på stien efter 25 kilometer. På turen hjem stopper vi SEKS steder til perler af oplevelser, vi er vandret lige forbi uden at opdage, da vi vandrede Kyststien denne uge. De venter med den lune bil, mens vi provianterer i bryggeriet Penny Lane på Tejn Havn.

Vi undgår at blive blæst ned på bunden af endeløse Møseløkke Granitbrud.

Ser Østersøen brøle fra den japanske kunstner Jun-ichi Inoues værk med stol og bord hugget og sat i klippen:

Forbi Kyststien, der nu er komplet oversvømmet ved Allinge, hvor vi forleden blev fotograferet smilende fra øre til øre en smuk, stille morgen:

Forbi det nybyggede hus, vi kiggede så nysgerrigt på til fods forleden, som viser sig at være Ib og Dorethes datters hus. Lige ved Kællingeskæret, hvor bornholmske kvinder har spejdet efter deres mænd på havet. Nogle kom aldrig hjem. I dag viser Østersøens raseri tydeligt hvorfor.

Nu er vi hjemme. I Allinge. Og jeg mener hjemme. Ib og Dorethe er som at få sine bedsteforældre tilbage. En sikker havn. Varme fra hjertet, der lyser i øjnene. Efter legendarisk aftensmad med biksemad, bearnaise og bajer på Ølstaugan er vi inviteret ind i stuen at se tv om Højlyngsstien.

Tårerne stiger som havet om solskinsøen i stormvejr, mens jeg skriver. Tror vi alle har brug for den trygge havn, bedsteforældre er. Jeg har i hvert fald. Af alle steder troede jeg ikke, jeg ville finde den tryghed på et AirBnB, vi valgte ud i det blå. Bare tak.

I morgen venter de sidste 17 km af Højlyngsstien.

Vi vil ikke hjem-hjem! Men det ved vi så heller ikke, om vi kommer i morgen, mens Østersøen raser. Færgefarten er i hvert fald indstillet i dag. Bølgerne har flyttet biler i Gudhjem. Og Danmarks bedst beliggende Netto her i Allinge er lukket af politi og beredskab, fordi havet har skyllet bunker af store sten ind over kajen. Nu trommer regnen på ruden, men vi har det trygt og varmt.

Rokkestenen – IGEN?!?

Dag 3 (fra Krashavevej/Slettevej til Sandvig 17 km)

Sidste dag på Højlyngsstien starter i stadig kraftig blæst og med de laveste temperaturer, vi haft haft. Alt tøj i rygsækken er på – inkl. regnslaget, der beskytter os fra både regnen og vinden. Vi starter på et af de kedelige transportstykker, som ruten også har: Smalle asfaltveje fra Rutsker Højlyng til Olsker og noget videre. I høj sol havde vi sikkert ikke ænset asfalten, men nu vi strider os frysende frem, virker Højlyngsstiens cirka 10-12 pct. asfalt af meget.

Vi snakker frem og tilbage, om vi ville vandre Højlyngsstien igen. Højdepunkterne naturmæssigt er der mange af – og det er forståeligt nok, at der er mere ensformige forbindelsesstier mellem dem. For os er udfordringen at finde sovesteder. Selvom vi har boet fremragende i både Østerlars og Allinge, fylder logistikken med at blive hentet og bragt til stien. Det er bare ikke samme rolige kadence som kyststien, hvor vi boede direkte på ruten. Men mon ikke der popper B&B op meget hurtigt langs Højlyngsstien? Arbejdede jeg på projektet, ville jeg cykle turen og dele løbesedler ud i samtlige huse undervejs med forslag om at etablere overnatning til vandrere. Eller bare tilbud om at fylde vandflasken…

Nu tænker I måske det rabler, men hvad finder vi i dag? Rokkestenen, selvfølgelig! Der er ikke TO, men TRE på Bornholm! I dag den i Rutsker Højlyng, som vi har åbentbart har været for færdige til at rokkke eller fotografere. I hvert fald er den ikke på kameraet!

Det er til gengæld stenhuggeren Ole Christensens skulpturer. Ved hans hjem og skulpturpark slår vi os ned til morgenmadspause i nogenlunde læ og nyder udsigten til alle skulpturerne.

Ole Christensen var optaget af vækst og form i naturen: Frø, spirer, frugt, stængler, samspil… Pludselig er det, som om vi sidder i et inspirerende falloslandskab. Eller med lidt mere kunsthistoriske formuleringer fra infoskiltet: Den feminine modtagende skålform og den maskuline, oprejste søjleform!

Meget er startet med det.

Herfra bliver turen bare smukkere og smukkere de sidste 17 km til Sandvig. Slyngede lyngstier og slugter med granitstier. Får, der nyder livet med panorama over Østersøen. Endnu et møde med Hammershus, der knejser mindst ligeså dramatisk over os set fra landsiden, som da vi passerede på Kyststien.

Høj-slyng-stien som vi nu har døbt den, snirkler os gavmildt fra det ene Ronja Røverdatter-spot til det næste, rundt om Hammersø og Opalsøen inden synet af Sandvig, og minsandten: Synet af vores gamle Skoda, som en bornholmsk familie har kørt for os fra stiens start i Aarsdale til slutningen her i Sandvig. Som om det ikke var nok: I bilen har familien lagt det sødeste kort, cookies og en karton æblemost af egen høst. Vi har aldrig mødt familien, men kører hjem uendeligt trætte – og uendeligt taknemmelige for, hvordan vi er blevet modtaget her på øen.